Chia – lille frø, stor virkning

Et kraftfuldt lille frø…

Tænk at et så lille frø kan indeholde så meget godt – men det gør det!

Der er flere fordele ved at spise chiafrø, der ud over at holde blodsukkeret stabilt også gir mæthedsfølelse i lang tid ad gangen pga det store indhold af kostfibre.

De små frø er proppede med sunde antioxidanter, vitaminer og mineraler og så har de et højt indhold af omega-3-fedtsyrer.

Jeg bruger chiafrø i både smoothies, hjemmebagt brød, som drys på kvark eller skyr og som drys over salat. Men bedst af alt er chiagrød eller chiapudding, som nogle kalder det. Kært barn mange navne…

Normalt prøver jeg at holde igen og undgå kunstige sødemidler, men lige her gør jeg en undtagelse. Jeg er nemlig slet ikke vild med den fede kokosmælk, der normalt anvendes og så gir syrligheden fra surmælksproduktet en rigtig dejlig smag – synes jeg.

Min opskrift på chiapudding får du her:

  • 2 spsk økologiske chiafrø (økologiske fordi jeg gerne vil undgå pesticider)
  • 1.5 dl Cheasy skyr/yoghurt kokos
  • 0.5 dl havredrik eller mandelmælk eller bare minimælk, hvis du er mælkedrikker

Jeg laver den aftenen i forvejen. Hælder den i fine glas med låg og stiller dem på køl natten over. Om morgenen rører jeg evt lidt ekstra havredrik i, hvis grøden er for tør, men det oplever jeg faktisk aldrig at den er. Derefter hakker jeg lidt mandler og pynter med f.eks. blåbær eller hjemmelavet jordbærsylt. Så kan dagen bare komme an.

TIP: Spiser du LCHF/keto og vil du gerne lave sukkerfri og stivelsesfri syltetøj, så kan du faktisk bruge en lille smule chiafrø til at “stivne” dit syltetøj med – se med her, hvordan jeg gør.