Forside,  Hovedretter,  LCHF/Keto,  One-Pots og gryderetter,  Opskrifter,  Sund og nem hverdagsmad

Kylling med spinat og soltørrede tomater

Kylling med spinat og soltørrede tomater i en cremet parmesansauce – så er der lækker aftensmad til hele familien!

Indrømmet! Hos os spiser vi ofte kylling, især lavet som gryderetter eller one-pots med masser af grøntsager.

Sæt mindre klimaaftryk

De fleste af os bekymrer os om vores miljø og vil gerne medvirke til at sætte så få klimaaftryk som det nu er muligt.

Uanset hvordan vi vælger at leve, så sætter vi alle uden undtagelse klimaaftryk. Men vi kan alle være med til at sætte så få som muligt.

Vil du gerne sætte mindre klimaaftryk, men stadig spise kød, kan du som os vælge at holde igen med kød fra de firbenede dyr og i stedet spise kylling, æg, fisk og skaldyr.

En anden måde at mindske dit klimaaftryk på, er at købe frugt og grønt, der er i sæson og så produceret så lokalt som muligt for at mindske den dyre transport.

Du kan også medbringe dine egne miljøvenlige stofposer når du køber ind. Alt for ofte lægger vi vores frugt og grønt ned i de små tynde plastposer, der hænger i grøntafdelingen – og smider dem lige i skraldespanden, når vi har pakket varerne ud derhjemme.

Vælg kylling med omhu

Følger du med herinde, vil du vide at jeg altid anbefaler at købe økologiske  danske kyllinger og altid undgå kyllinger, der er tilsat lage/vand.

Min ynglingsudskæring er helt klart brystet, men du kan sagtens bruge lår eller filet hvis du foretrækker det. Du kan også vælge at partere en hel kylling – det er faktisk det mest klimavenlige.

Forslag til tilbehør

Spiser du stivelse, er det oplagt med små kogte kartofler der får et gavmildt drys frisk persille og måske en klat smør lige inden servering.

Du kan også servere ris – gerne de sorte eller fuldkornsris eller quinoa, bulgur – ja pasta, hvis i foretrækker det.

Vil du gerne undgå stivelsen/hurtige kulhydrater kan du servere en stor blandet salat til eller smørristet spidskål med muskatnød. Det er det tilbehør vi bruger mest, fordi vi bare er vilde med grøntsager.

Har du brug for noget mere “substans” vil jeg anbefale blomkålsris – og skal det være lidt ekstra lækkert mine spicy blomkålsris der næsten er lidt risottoagtige.

Men nu til opskriften, der kommer nedenfor.

Rigtig god fornøjelse!

Kylling med spinat og soltørrede tomater i cremet parmesansauce

Saftig kylling med masser af spinat og soltørrede i en lækker cremet parmesan-sauce.
Server med salat, små kogte kartofler eller blomkålsris til.
Ret Gryderet, Hovedret, hurtig aftensmad, lchf/keto
Keyword kylling, parmesan-sauce, soltørrede tomater, spinat
Antal 4
Forfatter Maj Schjøth

Ingredienser

Det skal du bruge:

  • 4-5 stk. kyllingebryst
  • Lidt olivenolie til stegning
  • 2-3 stk skalotteløg - skåret i både
  • 2-3 fed hvidløg - fintsnittet
  • 1/2 glas soltørrede tomater - drænet og snittet i grove stykker
  • 2-3 håndfulde frisk spinat - skyllet og afdryppet
  • Krydderier Salt, friskkværnet peber, oregano, frisk timian og evt. gurkemeje (gurkemeje gir retten den smukke gyldne farve)
  • 2.5 dl grøntsagsbouillon (jeg bruger Herbamare)
  • 2.5 dl Piskefløde/madlavningsfløde
  • 1 dl friskrevet parmesan

Sådan gør du

Sådan gør du:

  • Krydr kyllingebrysterne med salt, friskkværnet peber og oregano.
  • Varm lidt olie op i din stegegryde og steg kyllingebrysterne, så de får en fin brun stegeskorpe og er næsten gennemstegte.
    Tag dem derefter til side imens du i den samme stegegryde laver saucen.
  • Sauter løg og hvidløg til de er klare.
  • Tilsæt de hakkede soltørrede tomater, lidt ekstra oregano, frisk timian og evt gurkemeje.
  • Tilsæt lidt efter lidt grøntsagsbouillon og fløde og lad den koge godt igennem
  • Tilsæt den friskrevne parmesan - smag til og juster evt med ekstra krydderier
  • Læg kyllingebrysterne tilbage i stegegryden og lad saucen koge lidt ind, så den blir tyk og cremet.
  • Lige inden serveringen tilsætter du den friske spinat, vender den lidt med den varme sauce, så bladene falder sammen.
  • Server med en humpel parmesan og et rivejern, så alle kan forsyne sig med ekstra ost og lækkert tilbehør som små kogte kartofler, blomkålsris og en blandet salat
  • Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *