Årets højtider,  Drikke,  Forside,  Opskrifter,  Småt og godt

Hvid gløgg

Med eller uden alkohol

Hvid gløgg er skøn at varme sig på efter en kold gåtur eller at hygge sig med en mørk vinteraften. Gløggen kan laves både med og uden alkohol og er derfor velegnet til de af dine gæster, der skal køre hjem bagefter.

Du skal bruge følgende:

  • 1 økologisk appelsin
  • 2 store økologiske citroner (saften af dem)
  • 1.5  liter ufiltreret æblesaft
  • 5 tynde skiver frisk ingefær
  • 4 stjerneanis
  • 10 kardemommekapsler (knus dem og put det hele i)
  • 2 kanelstænger
  • 1 stang vanille (kan udelades)

Sådan gør du:

  1. Skær appelsinen i skiver.
  2. Pres citronerne.
  3. Kog æblesaften op med citronsaften, krydderierne og appelsinskiverne.
  4. Lad den simre i ca 30 minutter til gløggen er reduceret til ca 1 liter.
  5. Hæld essensen på et patentglas og lad den gerne trække en uges tid, men den kan fint bruges allerede efter 1 døgn.
  6. Si essensen og fyld på en flaske og stil på køl.
  7. Da der ikke er tilsat alkohol er holdbarheden begrænset.

Når du skal bruge den:

Når du vil servere den hvide gløgg, varmes æblesaft eller evt. hyldeblomstsaft op i en gryde uden at det kommer i kog. Tag gryden af varmen og tilsæt essensen efter smag. Jeg bruger 2 dele saft og 1 del essens.

Hvid gløgg med alkohol:

Hvid gløgg kan sagtens tilsættes alkohol. Når essensen har trukket, sies den og hældes på flaske sammen med 1 dl. hvid portvin og 1 dl hvid rom. Når du vil servere den, varmes hvidvin op uden at det kommer i kog. Tag gryden af varmen og tilsæt essensen. Jeg bruger 2 dele hvidvin og 1 del essens pr glas. Pynt glasset med kanelstang og et par stjerneanis.

Husk at fortælle dine gæster, at gløggen indeholder alkohol, hvis de efterfølgende skal køre bil.

Du kan her finde opskriften på en traditionel gløgg-essens, der får englene – og dig, til at synge.

Velbekomme

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *