Hvedeknopper | Varme hveder

Hyggelig tradition dagen før Store Bededag……

Traditionen tro spiser vi varme hveder dagen før Store Bededag. Mange tror det er en religiøs tradition, men traditionen opstod dengang Store Bededag var en arbejdsfri dag – en bøn- og bodsdag. Derfor skulle bagerne også have mulighed for at holde fri – og voila de varme hveder blev opfundet!

Alle bagerier med respekt for traditionerne sælger hvedeknopper i dagene op til Store Bededag, men du kan også sagtens bage dem selv. Det er super let – og de smager pragtfuldt!

Herunder kommer en opskrift, som giver dig store luftige hvedeknopper, der passer perfekt med et godt lag kvalitetssmør.

PS. Hvederne er fryseegnede og de smager så dejligt på morgenbordet – også når der ikke lige er Store Bededag

Rigtig god fornøjelse!

Hvedeknopper | Varme hveder

Store luftige hvedeknopper, du kan nyde med smør dagen før Store Bededag - eller resten af året, for de smager bare fantastisk!
Ret Brød og kager, småt og godt, Store Bededag
Keyword Hvedeknopper, Hveder, Store Bededag, Varme hveder
Antal 20 stk
Forfatter Maj Schjøth

Ingredienser

Det skal du bruge til 20 stk.

  • 5 dl lillefingervarm minimælk
  • 50 gram gær
  • 2 spsk rørsukker
  • 1 tsk salt
  • 2 tsk stødt kardemomme
  • 1 tsk vanillesukker
  • 2 stk æg (1 til dejen og 1 til pensling)
  • 100 gram smør
  • 800-850 gram hvedemel

Sådan gør du

Sådan gør du:

  • Smelt smørret i en lille gryde og tilsæt mælken - den skal være lillefingervarm
  • Hæld blandingen over i røreskålen og rør gæren ud
  • Tilsæt sukker, kardemomme, vanillesukker og æg - rør det sammen
  • Tilsæt halvdelen af melet og rør det ud inden du tilsætter saltet
  • Sæt farten op på din røremaskine og lad maskinen ælte dejen godt og grundigt igennem.
    Tilsæt gradvist resten af melet, men kun lige det, dejen kan trække. Den skal være lind og blød. Når dejen slipper røreskålens kanter er den færdigæltet.
  • Dejen skal ikke forhæves, så du hælder dejen ud på et meldrysset bord og med en kniv deler du den i 20 lige store dele. Vej evt hele dejklumpen og del med 20 og vej hver enkelt bolle, så du sikrer et ensartet format. Det ser pænest ud, men betyder det ikke noget for dig, så tager du den bare på slump - smagen er jo den samme...
  • Form til fine boller og sæt dem ret tæt på hinanden på en bageplade beklædt med bagepapir. Jeg har ca 2-3 cm's afstand imellem, så passer det med 20 styks på ovnens dybe bageplade.
    Først nu skal dejen hæve - dæk dem til med et rent klæde og lad dem hæve et lunt sted i ca 1 - 1 1/2 time
  • Normalt pensler man ikke hvedeknopper, men her gør jeg altså en undtagelse. Jeg synes de får sådan et kedeligt udtryk uden æggestrygelsen, så hos mig får de et støg sammenpisket æg inden de sættes ind i ovnen - det vælger du selv om du vil gøre det ene eller det andet.
  • Jeg bager stort set alt mit bagværk ved almindelig varme - og ikke varmluft - og det gælder også hvedeknopper.
    Min ovn stiller jeg på 225 grader, hvilket giver brødet den der flotte gyldenbrune overflade som jeg holder af.
    Jeg bager hvedeknopperne i ca 15 minutter.
  • Til servering: Skær hvedeknopperne over, rist dem fx på en brødrister eller i ovnen og server med koldt smør (i rigelige mængder)
  • Rigtig god fornøjelse!