Valnøddebrød med maltmel

Et lækkert brød med masser af smag….

Valnøddebrød er et af mine absolutte ynglingsbrød med nødder i – og egentligt lidt sjovt. For normalt bryder jeg mig ikke om valnødder.

Men i brød får de en helt anden smag, som fungerer fantastisk godt f.eks. sammen med ost og pålæg.

Jeg bruger det ofte som basis i sunde toast med avocado, balsamicoristede tomater, karamelliserede rødløg og spejlæg. Et helt festmåltid!

Lidt om maltmel….

Maltmel gør underværker for din bagning både når det gælder bageevne og smagen. Den fåes i to varianter, en lys og en mørk.

Den mørke maltmel anvendes fortrinsvis i rugbrød og boller, hvor den gir brødet en lækker mørk farve og en let bitter smag, der passer godt til ost og pålæg.

Den lyse maltmel er lidt mildere og knap så bitter, nærmere lidt sødlig og passer godt til lyst brød beregnet til f.eks. morgenbordet.

Maltmel bruges som et slags krydderi eller smagsgiver til brødet, dvs du skal endelig kun bruge ganske lidt. Til 1 brød bruges som oftest ikke mere end 25 gram maltmel, ellers bliver maltsmagen alt for dominerende.

Prøv også…..

Er du også vild med valnøddebrød, så kan du også prøve af lave en af minde andre opskrifter på valnøddebrød, nemlig mit valnøddebrød med ølandshvede. Det er et lidt lysere brød, men stadig med masser af smag og god krumme.

Men ellers vil jeg bestemt anbefale dig at prøve den her opskrift, der gir dig et lækkert og luftigt brød, fyldt med lufthuller, sprød skorpe og en dyb smag af valnødder og malt.

Rigtig god fornøjelse!

Valnøddebrød - langtidshævet

Et skønt valnøddebrød med sprød skorpe og masser af smag
Ret Brød og kager, småt og godt
Keyword brød, langtidshævning, valnøddebrød, valnødder
Antal 1 stk
Forfatter Maj Schjøth

Ingredienser

Det skal du bruge til 1 valnøddebrød:

  • 25 gram gær
  • Evt 2 spsk spsk surdej (kan udelades)
  • 4 dl lunkent vand
  • 1 spsk honning
  • 1 spsk flagesalt
  • 2 spsk maltmel
  • 300 gram hvedemel
  • 200 gram fuldkornsspeltmel eller ølandshvede
  • 150 gram grofthakkede valnøddekerner

Sådan gør du

TIP: brug gerne din røremaskine med det flade æltejern på

  • Gæren opløses i det lunkne vand.
    TIP: Har du en surdej stående kan du med fordel tilsætte 2 spsk surdej. Det gir bare lige lidt ekstra smag, men kan sagtens udelades.
  • Rør honning i sammen med de 3 slags mel - rør til konsistensen er jævn og uden klumper
  • Tilsæt salt og valnøddekerner og ælt indtil dejen er glat.
  • Dæk dejen til og lad den hæve 1 times tid på køkkenbordet.
    TIP: Har du et køligt køkken eller gennemtræk, kan du stille dejen til hævning i ovnen blot med ovnlyset tændt.
  • Hæld nu dejen ud på en meldrysset bord og form den til et aflangt brød eller en kugle alt efter hvad du selv synes. Stil det over på en bageplade beklædt med bagepapir og lad det hæve 30 minutter.
  • Varm imens ovnen op på 225 grader (alm ovn)
  • Drys overfladen med lidt hvedemel og lav med en skarp knis et kryds hvis du har formet en kugle eller et aflangt snit, hvis brødet er aflangt.
  • Bag brødet i ca 35 minutter til overfladen er dejlig mørk og sprød og det lyder hult når du banker brødet under bunden.
  • Stil det til afkøling på en bagerist og lad det køle helt af inden du skærer det.
  • Rigtig god fornøjelse!