Perfekte pommes frites…

De perfekte pommes frites….

Lad os slå det fast med det samme. De her fritter har intet med fastfood at gøre! At lave den perfekte pomme frit, kræver tid og omhyggelighed, så du skal lave dem i god tid inden servering.

Du får her 2 metoder, der hver især gir lækre sprøde pommes frites. Den ene er ret tidskrævende imens den anden er en mere “her-og-nu-version” til de dage, hvor der bare skal pommes frites på bordet i en fart.

Men prøv også en dag med god tid, at lave den mere tidskrævende version – det er altså virkelig lækkert!

Forberedelse er vigtig…

Fælles for de to metoder, er forberedelsen af kartoflerne – og den er meget vigtig:

Brug helst bagekartofler og er skrællen pæn, så lad endelig skrællen sidde på. Selvom pommes frites ikke er det man forbinder med sundhed, indeholder skrællen mange gode kostfibre – dem vil vi gerne have med.

Skær dem til pommes frites i den tykkelse du ønsker. Hos os kan vi bedst li de store tykke, men andre foretrækker de tyndere.

Skyl dem meget grundigt i koldt vand og lad dem trække i iskoldt vand tilsat en slat eddike en time (og gerne natten over) i køleskabet.

Skyl gerne kartoflerne et par gange undervejs. Er der meget stivelse i kartoflerne, vil du se en grumset substans i bunden af skålen. Det er den stivelse, der vil gøre dine pommes frites slatne og kedelige.

Herefter deler opskriften sig, alt efter hvordan du vælger at tilberede dine pommes frites. Det kan du læse mere om i selve opskriften nedenfor.

Rigtig god fornøjelse!

Pommes frites - de perfekte

Sprøde og lækre pommes frites - her får du to forskellige tilberedningsmetoder, der hver især gir en sprød og lækker pommes frites.
Ret comfortfood, gæstemad, Grill-tilbehør, Hovedret, Tilbehør
Keyword kartofler, pomfritter, pommes frites
Antal 4 personer
Forfatter Maj Schjøth

Equipment

  • Frituregryde eller gryde med høje kanter og et sukkertermometer

Ingredienser

  • 6 store bagekartofler - find gerne nogle med pænt skræl, så slipper du for at skrælle kartoflerne.
  • 1 liter fritureolie - fx vindruekerneolie
  • Lidt flagesalt
  • Lidt eddike

Sådan gør du

  • Start med at vaske kartoflerne grundigt.
  • Skær dem til pommes frites og læg dem i en skål med iskoldt vand tilsat en slat eddike.
    Stil skålen i køleskabet mindst en time og gerne natten over. Skift gerne vandet et par gange.

Sådan laver du den langsomme pommes frites...

  • Kog kartoflerne i vand tilsat lidt salt indtil de er NÆSTEN møre. Endelig ikke længere, så får du svært ved at tilberede dem uden at de knækker.
  • Løft kartoflerne over på en bageplade med et viskestykke og lad kartoflerne blive HELT kolde.
  • Varm fritureolien på til ca 140 grader og friter kartoflerne ca 5 minutter til de tager farve. Lad endelig være med at overfylde gryden - steg nogle enkelte ad gangen. Når de tager lidt farve, løftes de op og lægges tilbage til afkøling.
    Det er vigtigt at kartoflerne afkøles HELT imellem hver fritering.
  • Gentag processen 3 gange. Den sidste gang hæves temperaturen til 180-190 grader og her gælder det om at holde godt øje med, at de ikke får for meget.
    Igen gælder det om ikke at overfylde gryden. Opbevar de færdige pommes frites i en varm ovn og drys med flagesalt lige inden servering.
  • Rigtig god fornøjelse!
  • TIP: Pommes frites er fryseegnede. Når de har fået første omgang i frituren, kan de afkølede pommes frites fryses ned. Så sparer du en masse tid, næste gang du gerne vil servere hjemmelavede pommes frites.

Sådan laver du den hurtige pommes frites.....

  • Dryp pommes frites godt af imens du varme vindruekerneolie op i en jernpande eller gryde med høje kanter.
  • Læg et par stykker ad gangen ned i den varme olie og lad dem stege et par minutter indtil de er godt brune på alle kanter.
  • Læg dem over på noget køkkenpapir og drys med flagesalt og server straks.
  • Rigtig god fornøjelse!