Grillet laks med ostegratineret fennikel

Rigtig sommermad….

Frisk fisk på grillen…det er lækker sommermad!

I dag havde fiskemanden nogle skønne laksesteaks i disken, og dem kunne vi ikke stå for. Ingen tvivl om, at de skulle marineres og derefter en tur på grillen.

Som tilbehør fik vi små kogte kartofler og et par skiver grillet fennikel, der efterfølgende blev gratineret med en god Gouda, lidt smør og pyntet med grofthakkede hasselnødder.

Fennikel….

Fennikel er bare et super godt tilbehør til fisk og de her ostegratinerede skiver, er lette at lave og gir lige fennikelskiverne et ekstra twist.

Jeg har gratineret med Gouda, men du kan også vælge andre ostetyper som Parmesan, Vesterhavsost eller Gruyere.

Du kan også servere de små lækkerbidder som en lille forret sammen med et godt stykke brød, som f.eks. det her lækre valnøddebrød eller de her skønne flûtes.

Rigtig god fornøjelse – opskriften finder du her nedenfor!

Grillet laks med ostegratineret fennikel

Lækker grillet laks med spændende tilbehør i form af små nye kartofler og ostegratineret fennikel med smør og hasselnødder.
Ret gæstemad, Grill, Hovedret
Keyword fennikel, grill, laks, ostegratineret
Antal 4 personer
Forfatter Maj Schjøth

Equipment

  • Grill eller grillpande

Ingredienser

  • 4 stk laksesteaks
  • 2 spsk olivenolie
  • 1/2 spsk Fisch Seasoning eller lav din egen blanding af basilikum, oregano, løgpulver, hvidløgspulver, revet citronskal, salt og friskkværnet peber
  • 2-3 stk fennikel (ca 500 gram)
  • 3-4 spsk smør
  • 4 spsk friskrevet Gouda, Vesterhavsost, Parmesan eller Gruyere
  • 4 spsk grofthakkede hasselnøddekerner
  • Lidt flagesalt og friskkværnet peber
  • Lidt olie til at pensle fennikelskiverne med inden de grilles.

Sådan gør du

Sådan griller du laksen:

  • Start med at røre en marinade som du pensler på begge sider af laksen. Stil den på køl imens du starter grillen op.
    Lad altid grillen blive ordentlig varm inden du lægger laksen på. Er risten ikke ordentlig varmet op, risikerer du, at fisken hænger fast i risten.
  • Laksen grilles ved direkte varme og alt efter tykkelse skal den have 4-6 minutter. Du kan se, hvornår kødet er gennemstegt. Så trænger der lidt hvidlig væske op fra kødet.
    Du kan også bruge et stegetermometer, så skal det vise ca 50 grader. Lad laksen hvile 5 minutter. Imens laver du de ostegratinerede fennikel.

Sådan laver du de ostegratinerede fennikel:

  • De kan laves både på grill og grillpande. Jeg har lavet mine på en kulgrill - det gir efter min mening det bedste resultat.
  • Vask fenniklerne grundigt. Der kan sidde meget sand helt nede i bunden. Det skal gerne helt væk, for noget af bunden skal blive siddende for at skiverne kan hænge sammen.
  • Skær den allernederste af bunden væk og skær herefter fenniklerne i fine skiver på ca 1 cm.
  • Kog dem et par minutter i letsaltet vand. Løft dem forsigtigt over på et rent viskestykke indtil de skal på grillen.
  • Når fisken er næsten klar, pensler du fennikelskiverne med lidt olie og lægger dem over på grillen. De skal kun have 2 minutter på hver side, da de jo er forkogt.
    Løft dem over på et serveringsfad eller tallerkner sammen med den grillede laks.
  • Læg en lille klat smør på hver fennekelskive og riv osten henover.
    Giv et drej med peberkværnen og slut af med at drysse med grofthakkede hasselnøddekerner.
  • Server straks evt sammen med lidt små kogte kartofler og brugt de fine små fennikeltoppe til at pynte med.
  • Rigtig god fornøjelse!