Avocadospread | Sund, nem og lækker som dip og spread

Lækker cremet avocadospread

Jeg spiser mange avocado, både fordi de smager godt og fordi de er en rigtig god fedtkilde. Derfor er jeg altid på jagt efter nye måde at føje avocado ind i hverdagsmaden og denne spread, er lækker både som sandwichfyld og som topping på gulerodsvafler eller broccolivaflerne (keto)

Til en lille portion bruger jeg:

  • 1 stk. moden avocado
  • Lidt citron eller limesaft
  • 1 nip salt
  • ½ spsk. soltørrede tomater (se opskrift på hjemmelavede soltørrede tomater)
  • 1 nip chiliflager
  • Evt lidt olivenolie*
  • Pinjekerner
  • rucola
  • 2 små tomater

Sådan gør jeg:

Avocado-kødet moses let med en gaffel og der tilsættes lidt citronsaft eller lime og salt. Hak de soltørrede tomater – jeg laver mine selv, for de smager bare SÅ meget bedre. Hvis du bruger soltørrede tomater der ligger i olie, skal du ikke tilsætte yderligere olie. Rist pinjekerne over svag varme på en tør pande. Pas godt på, for de får hurtigt for meget farve. Skyl rucolaen og hak de små tomater fint.

Spiser du brød, så smager denne spread fantastisk på et par skiver godt brød eller, hvis du foretrækker rugbrød, så rist det let på den tørre pande, når pinjekernerne er færdige.

Smør den færdige avocado spread på brødskiverne eller vaflerne og drys med lidt rucola, små finthakkede tomater og ristede pinjekerner – uhhh det er godt!

Velbekomme

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.