Blomsterfrø fra haven…
Indsamling af frø – det er SÅ hyggeligt!
Ok, en pose frø koster ikke nogen formue og det er super hyggeligt at sidde der i vinterkulden med en kop varm te og kigge i frøkatalogerne og drømme sig frem til sommerens blomsterflor, så det vil jeg bestemt fortsætte med.
Men i år, har jeg altså valgt også at høste frø af enkelte stauder jeg gerne vil have flere af i min have og så nogle enkelte sommerblomster.
- Stolt kavaler
- Tobaksblomst
- Fingerbøl
- Kæmpeverbena
- Frøkenhat
- Salvia
- Akeleje
- Lupin
Sommeren igennem er jeg ellers flittig til at afklippe visne blomster for at fremme blomstringen, men i den seneste tid, har jeg ladet saksen ligge og det har resulteret i fine frøstande rundt om i bedene.
Det er vigtigt at høste på en tør dag og ikke lige efter en længere regnvejrsperiode (derfor fik jeg slet ikke høstet frø sidste år, hvor alt ligesom regnede væk) og så skal frøene selvfølgelig være helt modne. Jeg har derfor holdt lidt øje med de planter jeg ville høste fra for at se, hvornår de var klar og forleden aften tog jeg chancen og gik igang.
Jeg gør det meget enkelt og lavpraktisk. Skriver inden tiden plantens navn på et kaffefilter eller en papirspose og så klipper jeg hovedet el. frøstanden helt af. Efterfølgende har jeg bare rystet frøene ud af frøstandene og sorteret eventuelle plantedele fra. Poserne lader jeg stå åbne indtil frøene er helt tørre.
Når man bruger frø af egen avl, skal man vide, at der ikke er nogen garanti for, at farverne blive lige som på moderplanterne. Så hvis man kører med stramme farvetemaer i bedene, er det nok smartest at holde sig til frøkatalogerne, hvor frøene er blevet til under kontrollerede forhold. Det vil jeg f.eks. gøre i mit “Hvide bed”, hvor der helst ikke skal andre farver ind.
I resten af bedene håber jeg at farverne bliver som på moderplanterne og skulle det vise sig, at der har sneget sig en helt “forkert” farve ind, ja så er det ikke værre end at planten kan flyttes eller gives væk til naboen, der måske lige står og mangler den farve.
Nogle af frøene er kuldekimere; akeleje og lupiner f.eks., så når jeg har gjort haven vinterklar engang i oktober måned, drysser jeg allerede der frøene ud på udvalgte steder. De frø jeg først skal bruge i foråret, opbevarer jeg i små papirsposer lukket inde i et tæt syltetøjsglas et mørkt sted. Nogle vælger at fryse frøene ned, men det har jeg ikke prøvet.
For mig er det ren hygge og så er det også en vis tilfredsstillelse ved at være selvforsynende, men det skal også være let og til at have med at gøre. Så jeg bliver glad, hvis frøene spirer og gør de ikke, jamen så er der da heldigvis frøkatalogerne med rigeligt udvalg.
Jeg håber, at du også får lyst til at prøve….