Broccoli-kyllinge gratin

 

Gratineret broccoli og pulled chicken – det er bare lækkert!

Jeg spiser rigtig meget kylling og især kyllingebryst og derfor er det lækkert med lidt variation, så det hele ikke bliver for ensformigt. Her kommer pulled chicken på banen, både fordi det er meget let at lave (ovnen gør hele arbejdet) og så smager det skønt og kan anvendes i både burgers, som topping på salater eller som i dagens version, gratineret med broccoli.

Det tager omkring 3 timer at lave pulled chicken, men jeg laver gerne en stor portion, som så fryses ned i mindre portioner. Tryk poserne flade for så tager det ingen tid at tø dem op på køkkenbordet, når sulten pludselig melder sig.

Du kan se her, hvordan jeg laver pulled chicken.

Det bruger jeg til 2 personer:

  • 2 kyllingebryst (lavet som pulled chicken)
  • 1 stor broccoli (skåret i buketter – alternativt en pose frossen broccoli)
  • 2 fed knust hvidløg
  • Tørrede krydderier: Chipotle chili, oregano, timian, salt, friskkværnet peber
  • Lidt fløde
  • 1 pakke Philadelphia med krydderuter
  • 1 stor håndfuld revet Gauda eller den ost du nu foretrækker, bare den bliver cremet når den smelter
  • Friskhakket bredbladet persille som drys på den færdige ret

Sådan gør jeg:

  1. Giv evt. broccolibuketterne et hurtigt opkog, dræn vandet fra. Jeg skærer briccolibuketterne ret små og koger dem derfor ikke forinden.
  2. Varm ovnen op til 200 grader
  3. Rør Philadelphia-osten blød og cremet med fløde. Mængden er afhængig af hvilket fad du bruger, men cremen skal gerne dække kyllingekødet.
  4. I et ildfast fad, lægger du først et lag pulled chicken, drysser krydderier henover og lægger derpå et lag Philadelphiacreme henover og derpå de godt afdryppede broccolibuketter og derefter et lag friskrevet ost.
  5. Stil det ind i oven i ca 20 minutter indtil osten er smeltet og gylden ovenpå. Tænd evt. grillfunktionen til sidst, men hold godt øje, så det ikke brænder på.
  6. Når gratinen kommer ud af ovnen, så giv den et drys finthakket bredbladet persille eller frisk basilikum
  7. Server med en stor blandet salat

TIP: Lav gerne en dobbeltportion, så der er nem aftensmad dagen derpå. Når du varmer retten op igen, så dæk den med et lag staniol, så den ikke bliver tør og for mørk på overfladen.

Velbekomme 🧡

 

 

 

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.