Brownie uden sukker og mel

Sund brownie…

At kalde en brownie “sund” må være noget af en tilsnigelse – også selvom den ikke indeholder hverken mel eller sukker. Men den er i hvertfald sundere end den traditionelle brownie – og så smager den simpelthen så dejligt!

En kalorietung sag….

Brownie er og bliver en dessertkage til de særlige lejligheder. For selvom den her opskrift hverken indeholder mel eller sukker, er den stadig meget kalorietung. Det kommer vi ikke uden om.

Så derfor, er du (lige som jeg) udfordret på vægten, skal du enten skynde dig videre til noget mindre kalorietungt eller nøjes med et lille stykke, som du så til gengæld nyder med god samvittighed. At spise kage alt imens den dårlige samvittighed banker løs, er synd og skam. Så har du besluttet dig for det stykke kage – så nyd det!

Opskriften kommer her nedenfor – rigtig god fornøjelse!

Brownie uden mel og sukker

En lækker svampet brownie med valnødder. Den er bagt uden mel og sukker og smager skønt af mørk chokolade
Ret Brød og kager, småt og godt, Dessert
Keyword brownie, sorte bønner, sukkerfri, uden mel
Antal 1 lille bradepande
Forfatter Maj Schjøth

Equipment

  • 1 lille bradepande foret med bagepapir

Ingredienser

Det skal du bruge:

  • 1 dåse sorte bønner - drænet, skyllet og godt afdryppet (400 gram)
  • 5 spsk kokosolie
  • 3 stk æg str M/L
  • 50 gram mandelmel (lav det gerne selv ved at blende mandler til mel i en foodprocessor)
  • 50 gram god kraftig og sukkerfri cacaopulver
  • 1 nip flagesalt (ikke fint salt!)
  • 1/2 tsk vanillepulver eller 1/2 stang vanillekorn
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 150 gram mørk og kraftig chokolade - så høj cacaoprocent som mulig (jeg brugte 80%)
  • 1 håndfuld valnødder - grofthakkede
  • 5-6 stk valnødder - hele som bruges til pynt

Sådan gør du

Sådan gør du:

  • Tænd ovnen på 200 grader (alm ovn)
  • Kør de sorte bønner til en blød masse i en foodprocessor eller med en stavblender
  • Tilsæt æg og kokosolie og blend det hele godt sammen.
  • Tilsæt nu mandelmel, cacaopulver, salt, vanillepulver og bagepulver - blend det hele sammen til en jævn masse.
  • Tilføj de grofthakkede valnøddekerner og chokolade og kør dem ind i dejen.
  • Hæld dejen over i den bagepapirbeklædte bradepande og jævn overfladen ud
  • Pynt overfladen med lidt hele valnøddekerner
  • Bag den i ca 30 minutter og tjek med en kødnål om den er gennembagt. Hænger der dej fast i kødnålen giver du den lidt længere bagetid, men pas på den ikke bliver for mørk.
    TIP: Oplever du at kagen ikke er gennembagt, men bliver for mørk i kanterne, kan du dække den lidt med et stykke bagepapir eller staniol.
  • Tag den færdigbagte kage ud og lad den køle helt af inden du løfter den op af bradepanden.
    Kagen smager efter min mening bedst dagen efter eller i hvertfald, når den er helt afkølet.
    Den kan fint holde sig nogle dage på køl pakket ind i en lufttæt beholder.
  • Server den med f.eks. frisk frugt - jeg brugte friske danske jordbær eller en lækker vanilleis er også rigtig godt.
  • Rigtig god fornøjelse!

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.