Chili sin carne – vegetarisk bønnegryde

Chili sin carne – altså en vergetarisk version af den elskede chili con carne…..

Men jeg lover dig, at du glemmer alt om, at der ikke er tilsat kød, for kombinationen af de krydrede røde bønner, avocadoen og fuldkornsris….det er bare SÅ lækkert!

Jeg laver altid en stor portion, for når retten koger ind, hvilket den skal, så svinder den meget ind. Så lad dig ikke afskrække af den store mængde kidney bønner.

Jeg anvender som hovedregel altid tørrede bønner. Sætter dem i blød natten over, skyller dem grundigt og så er de klar til brug. Vil du hellere anvende bønner fra dåse kan det sagtens lade sig gøre. Du skyller blot bønnerne og så er de klar. Vær obs på, at anvender du bønner fra dåse, bliver tilberedningstiden en del kortere.

Jeg har brugt følgende:

  • 500 gram tørrede kidneybønner (iblødsat natten over)
  • Anvender du bønner fra dåse, bruger du bare 2 dåser
  • 1 finthakket løg
  • 1 stor finthakket rød peber
  • 1 stor skrællet og finthakket persillerod (kan også være selleri)
  • 4 fed knuste hvidløg
  • 1 håndfuld bredbladet persille – finthakket
  • 1/2 ltr grøntsagsbouillon (jeg bruger altid Herbamare)
  • Krydderier: Salt, friskkværnet peber, røget paprika, cayennepeber, chiliflager, salsa medium (eller anden chilisauce)

Sådan har jeg gjort:

  1. Sauter løg, rød peber, hvidløg til de er møre og let brunede
  2. Tilsæt krydderier og lad dem sautere med – det fremmer deres smag
  3. Tilsæt kidneybønnerne og grøntsagsbouillon
  4. Lad det koge op og skru ned for varmen, så retten bare simrer under låg i ca 1 – 1.5 time
  5. Bruger du bønner fra dåse forkortes kogetiden markant. Tjek gerne efter 30 minutter.
  6. Bønnerne skal være helt møre, ellers giv dem lidt længere tid.
  7. Bliver retten for tør, så tilsæt lidt mere grøntsagsbouillon
  8. Når bønnerne er helt møre og lidt udkogte moser du med din stavblender nogle af bønnerne, men endelig ikke alle.
  9. Træk med en grydeske en “sti” igennem retten. Er den tydeligt markeret har retten den rigtige konsistens. Løber der væde ud på “stien” må du lade den simre lidt længere. Retten skal være tilpas tyk i konsistensen.
  10. Smag til med evt ekstra chili, salt og friskkværnet peber. Mangler den syre, så tilsæt lidt citronsaft
  11. Drys med friskhakket bredbladet persille og server i en skål med fuldkornsris, limeskiver, avocadoskiver og en skål ved siden af med græsk yoghurt rørt med hvidløg, citron- eller limesaft, salt og friskkværnet peber.

TIP: Rester kan nemt bruges dagen efter i en bowl, i en wrap eller fryses ned nem og sund mad på en travl dag.

Velbekomme