Ciabatta brød – rustikke flutes med store lufthuller

Ciabatta brød – rustikke flutes

Skønne ciabatta brød med sprød skorpe og masser af store lufthuller. Perfekte som flutes eller sandwichbrød alt efter, hvad du lige er i humør til.

Jeg har tidligere delt opskrifter på franske flutes og hvidløgsflutes og nu er det tid til en ny opskrift. Denne gang på et italiensk ciabatta brød – et rustikt brød  formet som flutes. Det blir helt sikkert et brød, vi igen og igen bager her i huset.

Æltefrit – næsten da

Jeg bruger altid min røremaskine, når der skal bages lækkert brød. Den får lov til at gøre alt det tunge arbejde, men æltningen springer vi over.

Grunden til, at brødet blir så luftigt er dels, at jeg bager med en ret våd dej og så at den langtidshæver – eller koldhæver, for den tilbringer minimum 10 timer i køleskabet inden jeg bager med den.

Når man bager med en meget våd dej, kan den ikke æltes på tradition vis. I stedet bruger man en røremaskine, der under høj hastighed nærmest pisker dejen sammen. Når dejen slipper skålens kanter og bunden, er den egentlig klar til at hæve.

MEN vil du gøre det ekstra godt, kan du laver 3 gange stretch and fold med 30 – 45 minutters mellemrum. På den måde, tilføjer du ekstra luft og elasticitet til din dej – og det blir belønnet senere, når du skal nyde dit hjemmebagte brød.

Stretch and fold lyder besværligt, men det er det absolut ikke. Jeg var i starten også lidt skeptisk, men nu er jeg blevet helt vild med metoden – og det håber jeg også, at du bliver. Se blot den lille video nedenfor. Her viser jeg, hvordan man laver teknikken, der egentlig blot er en strækning og foldning af dejen. Efter hver omgang stretch and fold, skal dejen hvile 30 – 45 minutter et lunt sted. Bemærk hvordan dejen blir mere og mere elastisk for hver gang, jeg laver en omgang stretch and fold – og se hvordan der også for hver gang, kommer flere bobler i dejen.

Efterfølgende sættes dejen på køl minimum 10 timer – og meget gerne i længere tid.

Vild med lækkert brød…?

Ja, hvem er ikke det? Og derfor finder du også en lang række opskrifter på forskelligt brød herinde. Jeg er nemligt både glad for lækkert brød, men også vild med at bage det. I min optik, er det hjemmebagte brød bare det bedste!

Herunder får du nogle direkte links til nogle af mine mest populære opskrifter. Jeg håber, at du vil have lyst til at prøve dem:

Ciabatta boller med sprød skorpe og store lufthuller

Ciabatta brød med 110% hydrering

Manitobaboller – luftige boller med sprød skorpe

Focaccia – opskrift med hvidløgssmør og ost

Focaccia – luftigt brød med flagesalt og rosmarin

Focaccia med ost, karamelliserede løg og kartofler

Focaccia – madbrød med cheddar og cherrytomater

Focaccia med kartoffel, timian og parmesan

Du finder alle mine opskrifter på brød under OPSKRIFTER og fanen BRØD.

Vil du ha mere mad i dit feed…?

Er du også vild med lækker mad fyldt med smag og som ikke kræver flere timer i køkkenet…? Jamen, så er du havnet det helt rigtige sted!

Min passion er nemlig lige netop at lave dejlig mad til alle. Mad der er fyldt med farverige grøntsager, skønne krydderier og som ikke kræver en hel dag i køkkenet.

Du kan følge mig på både InstagramPinterest og på Facebook, hvor jeg også deler min madpassion og på den måde, kan du altid holde dig opdateret med alt det nye, der kommer herind på selve bloggen.

Hvis du vælger at lave nogle af mine opskrifter, så er du velkommen til at tagge mig på Instagram under #majspassion eller @majspassion. Har du lyst til det, så deler jeg gerne dit madfoto på min Storyline.

Opskriften kommer lige her nedenfor.

Rigtig god fornøjelse!

Ciabatta brød - rustikke flutes med store lufthuller

Nem opskrift, der ikke kræver æltning da dejen er meget våd.
Ret brød, Tilbehør
Køkken Italiensk
Keyword brød, ciabatta brød, flûtes, madbrød, rustikke brød
Antal 4 stk
Forfatter Maj Schjøth

Equipment

  • Du skal bruge en røremaskine

Ingredienser

  • 6 dl koldt vand (plus lidt ekstra efter behov)
  • 7 gram tørgær Alternativt: 25 gram friskt gær
  • 2 spsk flydende honning Alternativt: sukker
  • Evt 30 gram tørret surdej Det har ingen hæveevne men gir dejlig smag
  • 500 gram hvedemel af god kvalitet Jeg bruger Saccorosso fra Caputo
  • 100 gram fuldkornsdurum
  • 20 gram fint salt

Sådan gør du

  • Vand, honning og de to typer mel røres sammen i røremaskinens skål og dækkes med en plasticpose. Lad blandingen stå i 30 minutter et lunt sted.
    Dejen skal være ret våd, så alt efter hvilken mel du bruger, kan det være nødvendigt at tilføje lidt ekstra vand.
  • Sæt nu røreskålen i maskinen og tilføj gær og det fine salt og lad maskinen arbejde det hele grundigt sammen. Herefter sættes hastigheden op på max (læg en hånd ovenpå maskinen, så den ikke hopper rundt).
  • Lad maskinen arbejde indtil dejen slipper skålens kanter og bunden. Da dejen er så våd, vil det tage ret lang tid, før dejen slipper.
    Dæk skålen til og lad dejen hæve et lunt sted i 30 minutter. Herefter er du klar til første omgang stretch and fold (se video i selve opslaget)
  • Vil du springe stretch and fold over...? Du kan godt springe den del over, men det gir bare noget ekstra elasticitet og luft til dejen.
    Hvis du springer over, så skal dejen hæve tildækket et lunt sted 1 time inden du stiller den på køl minimum 10 timer.
  • Laver du stretch and fold skal du i alt gøre det 3 gange med 30 minutters hviletid imellem. Her er det vigtigt, at du sørger for at dække dejen til med en plasticpose og lader den stå et lunt sted.
  • Efter sidste omgang stretch and fold, sætter du dejen på køl i minimum 10 timer.

Dag to:

  • Tag dejen ud fra køleskabet 2 timer før du vil bage med den. Hæld den forsigtigt ud på et meldrysset bord, så du ikke ødelægger de mange fine bobler, drys også lidt mel henover dejen og lad den hvile.
  • Håndter dejen med en dejskraber - det er det letteste. Du behøver ikke være bekymret for at drysse med mel, da det ikke trænger ind i dejen.
  • Med dejskraberen deler du dejen i 4 lange stykker, der lægges over på et stykke bagepapir.
    Tip: Jeg river bagepapiret i stykker, så hvert flute får sit eget. Det synes jeg er lettere at arbejde med, når brødet skal ind og ud af den varme ovn.
  • Sæt en bageplade, jernplade, pizzasten eller blot ovnens bradepande ind i ovnen og tænd den på 250 grader alm ovn.
  • Når ovnen er varm, løftes bagepapir med dejen forsigtigt over på den varme plade og bages i ca 12-14 minutter eller indtil brødet er bagt godt igennem og har fået en gyldenbrun skorpe.
  • Lad brødene afkøle på en bagerist inden den nydes f.eks. med lidt hvidløgssmør.
    Tip: Ciabatta brødene er naturligvis fryseegnede.
  • Rigtig god fornøjelse!

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.