Cremet kartoffelsuppe med jordskokchips

Det er så koldt og blæsende i dag – og så skal der laves suppe, og det skal være en der er nem og med forhåndværende ingredienser. Derfor må det blive en lækker cremet kartoffelsuppe toppet med reven ost og sprøde chips af jordskokker.

Har du ikke jordskokker, kan andre rodfrugter som f.eks. persillerod, pastinak eller kartoffel sagtens bruges. Nu havde jeg bare lige jordskokker, fordi jeg er så vild med disse små knoldede grøntsager. Nedenfor forklarer jeg hvordan du nemt kan lave disse chips.

Du skal bruge:

  • 2 store bagekartofler
  • 2 store løg
  • 1 fed hvidløg
  • Lidt olie til sautering
  • 1 tsk. sukker
  • 1 tsk. æbleeddike
  • 1 l kraftig bouillon
  • 300 g jordskokker, persillerødder eller andre rodfrugter du kan li
  • Lidt olie, der kan tåle høj varme.
  • 200 gram god ost – jeg bruger enten en god parmesan eller grubelagret rav fra Thise

Sådan gør du:

  1. Hak løg og hvidløg og sauter i en gryde indetil de er klare
  2. Skræl og skær bagekartoflerne ud i store tern – sauter dem med 5 minutters tid
  3. Tilsæt lidt eddike og sukker samt bouillon
  4. Kog til kartoflerne er godt møre
  5. Med en stavblender blendes suppen til en ensartet cremet konsistens
  6. Smag til med lidt reven ost, der røres ud i suppen
  7. Resten af osten gemmes til serveringen
  8. Hæld suppen op og top med reven ost og rodfrugtchips

Sådan laver du rodfrugtchips:

Når du laver chipsene varmer du lidt olie op i en tykbundet gryde ved middel varme (husk at have et låg inden for rækkevidde, hvis der skulle gå ild i gryden. Du må ALDRIG bruge vand). Når olien begynder at blive varm kan du lave en prøve med en enkelt chips og olien skal syde omkring kanten ellers er olien ikke varm nok. Når olien så er varm tager du med en madpincet nogle enkelte chips ned i olien ad gangen. Når de er gyldne fisker du dem op med tangen og lægger dem på lidt køkkenrulle eller andet fedtsugende papir. Så er du klar til næste omgang. Lad være med at lægge alle ned i olien på een gang. Så bliver olien for afkølet og du får bløde chips.

Vild med jordskokker….så prøv denne opskrift på en skøn, cremet jordskoksuppe.

Velbekomme!

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.