Focacciabrød – opskrift på nemt og æltefrit brød
Focaccia – opskrift på nemt og æltefrit brød
I dag får du opskriften på et focacciabrød, der er virkelig nemt at lave. Det skal nemlig ikke æltes!
Ikke fordi jeg har noget imod at ælte brød, men nogle gange orker jeg bare ikke. Så laver jeg den her opskrift, hvor røremaskinen blot rører dejen – og så er den faktisk klar til hævning.
Jeg bruger altid min røremaskine, hvor jeg sætter den flade dejkrog på og nærmest pisker dejen sammen. Den er ret tynd og om du så ville, kunne du ikke ælte den. Dejen er klar, når den slipper kanterne af skålen.
Det bedste resultat opnår du, hvis du dækker skålen til og lader den forhæve i køleskabet natten over og gerne 24 timer. Herefter lader du skålen stå 1/2 times tid på køkkenbordet, så dejen får stuetemperatur.
Lækker topping
Traditionelt “pyntes” focacciabrød med rosmarin og flagesalt – og så naturligvis rigeligt med god olivenolie, der hældes henover.
Men altså, hvem siger at vi skal nøjes med det? Jeg synes det er hyggeligt at pynte brødet lidt ekstra alt efter årstid og hvad brødet skal bruges til.
I påsken lavede jeg et focacciabrød, der kom til at hedde BLOMSTER-FOCACCIA. Det blev serveret til årets påskemiddag med langtidsstegt lammeskanker og alt det andet traditionelle tilbehør. Det blev virkelig et hit, så nu er der altid en forventning om, at når jeg bager focaccia, så er der lidt ekstra lækkert på som topping.
I dag blev det så den lidt hurtigere version – hverdagsudgaven om du vil – og der er blot stukket halverede gule tomater og friske rosmarin kviste ned i dejen.
Hvis du vælger at bruge tomater, så vælg helst de små cherrytomater, der ikke smider så megen væde.
Lyst til mere….?
Har du lyst til at afprøve nogle af mine andre brødopskrifter, så får du lige nogle links herunder:
Snurrer med ramsløg og mozzarella
Grydebrød | det lette uden æltning
Møllehjul | Brydebrød med persillepesto og mozarella
….og flere endnu, hvis du inde under opskrifter kigger under fanen med BRØD.
Følger du mig på INSTAGRAM…? På den måde kan du altid holde dig opdateret om nye opskrifter herinde på bloggen.
Opskriften på et nemt og æltefrit focacciabrød finder du lige her nedenfor.
Rigtig god fornøjelse!
Focaccia - nem opskrift på et æltefrit brød
Ingredienser
- 6 dl koldt vand
- 10 gram gær (på størrelse med en ært)
- 1 spsk sukker eller honning
- 2 tsk flagesalt eller fint salt
- 275 gram fuldkornsdurum eller almindelig durummel
- 475 gram hvedemel
- 1 spsk olivenolie
Topping:
- 1 dl olivenolie af rigtig god kvalitet
- 2 kviste frisk rosmarin
- Lidt flagesalt som drys Her kan du IKKE bruge hverken fint- eller groft salt. Har du ikke flagesalt, så undlader du det.
Sådan gør du
- Hæld vand, gær, sukker og melet ned i røreskålen og rør dejen grundigt igenne.Jeg bruger en røremaskine og lader den arbejde nogle minutter inden jeg tilsætter salt og olivenolie.Dejen blir ret tynd, så du skal ikke ælte den, men blot sikre dig, at dejen at rørt grundigt igenne.
- Dæk den til og stil den på køl natten over og gerne 24 timer.
- Tag dejen ud og lad den stå på køkkenbordet 1/2 times tid, så den opnår stuetemperatur.
- Tag en bradepande eller som jeg - en jernpande og læg et stykke bagepapir ned i den.
- Hæld dejen ud og tryk med dine fingre en masse "huller"
- Hæld olivenolie over og pres halverede cherrytomater og små kviste frisk rosmarin ned i dejen
- Slut af med et drys flagesalt og bag den 20-30 minutter ved 225 grader. Bagetiden afhænger af hvilken form du bager i - jo fladere brød jo kortere bagetid.Tjek brødet, når der mangler 10 minutter af bagetiden. Bunden skal lyde hul når du banker på den og der må ikke være dej på en kødnål, når du prikker i brødet.
- Tag brødet ud af formen og lad det køle af på en rist.
- Server brødet som madbrød til supper og gryderetter, salater eller som sandwich og til ostebordet.
- Rigtig god fornøjelse!