Gløgg-essens – den bedste!

Til jul og kolde vinteraftener….

Selvom der efterhånden findes nogle rigtig fine færdiglavede gløgg-essenser, holder jeg nu alligevel af at lave min egen. Det tar mindre end 15 minutter og det eneste svære er, at lade være med at prøvesmage så meget, at der ikke er mere tilbage, når det blir jul….

Da vi i forvejen er glade for at drikke portvin, har jeg brugt den i årets gløgg-essens.

Du skal bruge følgende:

  • 1/2 flaske vodka eller smagsneutral snaps f.eks. Brøndum
  • 1/2 flaske portvin
  • 1 flaske Jacobsen Golden Naked Christmas ale (75 cl)
  • 400 gram rå rørsukker
  • 2 økologisk appelsin i tynde skiver
  • 1 økologisk citron i skiver
  • 3 hel muskatnødder (knus dem og kom dem i essensen)
  • 10 peberkorn
  • 5 hele kanelstænger
  • 20 hele nelliker
  • 1 spsk kardemommefrø (knuses og kommes i essensen)
  • 6 stjerneanis
  • 2 vanillestænger
  • 25 gram frisk ingefær skåret i tynde skiver

Sådan her gør du:

  1. Flæk vanillestængerne og skrab kornene ud. Bland dem med lidt af sukkeret.
  2. Sæt en gryde over med hvidtøl og sukker og giv det et kort opkog.
  3. Sluk for varmen og tilsæt de tomme vanillestænger, ingefærskiverne og alle krydderierne.
  4. Nå væsken er lillefingervarm hældes den på et stort patentglas.
  5. Tilsæt de skivede citroner og appelsiner.
  6. Tilsæt Portvin og snaps/vodka.
  7. Rør i essensen et par gange om ugen.
  8. Efter 2 uger er essensen klar og du kan si den og fylde den på fine flasker.
  9. Holdbarheden er meget lang pga det høje alkoholindhold.

Sådan kan du bruge din gløgg-essens:

Når du i julen eller en kold vinteraften vil hygge med et glas dejlig gløgg, skal du blot varme lidt rødvin op (endelig ikke koge og endelig ikke den bedste du har) og blande lidt af essensen i efter smag og behag. Jeg bruger ca 2 dl essens pr flaske vin. Tilsæt rosiner og grofthakkede mandler. Vil du gøre det ekstra syndigt kan du nogle dage forinden lægge rosinerne i blød i rom, men det er bestemt ikke nødvendigt, da alkoholprocenten i forvejen er ret høj.

God stil…..

Når du serverer gløgg for dine gæster, så gør dem opmærksom på den høje alkoholprocent, der bestemt ikke harmonerer med efterfølgende bilkørsel. Skal du eller dine gæster køre bil efterfølgende, kan du lave en hvid gløgg, der er helt fri for alkohol.

Prøv også min æblegløgg, hvor du selv vælger om den skal være med eller uden alkohol.

Rigtig god fornøjelse!

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments