Grønt smørrebrød – lækkert smørrebrød uden kødpålæg

Grønt smørrebrød

Vi kender det alle, det danske højtbelagte smørrebrød. Og med god grund, for det smager jo dejligt!

Men jeg savner altså nogle grønne alternativer, når jeg står der ved disken og skal udpege de stykker, der skal med hjem. Og så synes jeg efterhånden, at priserne har nået et niveau, hvor det er blevet rigtig dyrt, hvis en hel familie, der primært består af sultne drenge, skal blive mætte.

Måske har du det på samme måde – altså savner et mere grønt alternativ. noget hvor der ikke kun er bjerge af kødpålæg, usunde salater og noget der måske, måske ikke er smør på brødet. Hvis du har det som jeg, så håber jeg, at du vil finde glæde og inspiration i de madder, der kommer lige her nedenfor.

Grønt smørrebrød

Vær den første til at vurdere!
Lækkert smørrebrød med skønne grøntsager og smuk løvstikke mayo.
Prøv det grønne valg som alternativ til det traditionelle smørrebrød med kødpålæg og usunde salater.
Antal: 5 stk

(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)

Ingredienser

  • 5 tykke skiver Fuldkornsrugbrød af rigtig god kvalitet
  • Lidt Philadelphia naturel (som erstatning til smør)
  • 4 stk nye danske kartofler – kogt og afkølet helt
  • ½ bundt grønne asparges – gerne de tynde
  • 1 stk æg – pocheret (se min nemme guide her på bloggen) (Kan erstattes af et æg kogt "smilende" eller spejlæg, hvis du foretrækker det.)
  • 1 stor avocado skåret i skiver
  • ½ stk blomkål – skåret i store mellemstore buketter
  • 2 stk cherrytomater skåret i skiver

Tilbehør:

  • 1 portion løvstikke mayo (opskrift her fra bloggen)
  • 1 portion lynsyltede rødløg: Saften af 1 citron eller lime rørt med 2 tsk rørsukker. Snit 1 rødløg i tynde skiver og vend det i citronsaften. Lad det blot trække et par minutter, så er de klar
  • 1 portion hjemmelavede ristede løg: Lidt smagsneutral olie varmes op, 1 alm løg skæres i skiver og ringene vendes i hvedemel blandet med salt og peber. Læg dem ned i den varme olie og steg dem gyldne og sprøde. Afdryppes på køkkenpapir.
  • 1 bakke karse
  • Lidt purløg
  • 2 stk radiser skåret i tynde skiver
  • Lidt flagesalt og friskkværnet peber

Instruktioner

Sådan tilbereder du blomkålen:

  • Start med at bage eller stege blomkålen:
    Bagt blomkål: Vend blomkålsbuketterne i lidt olivenolie og læg dem over på en bageplade beklædt med bagepapir. Krydr med flagesalt og friskkværnet peber og bag dem ved 200 grader til de er gyldne og møre. Bagetiden afhænger af hvor store blomkålsbuketterne er, så du må lige mærke efter.
    Stegt blomkål: Varm en pande op med halvt olie og halvt smør og læg blomkålsbuketterne med snitfladerne nedad indtil de har taget farve. Herefter vendes de og varmen sænkes. Lad dem stege til de er flot gyldne og møre.
  • Herefter rister du de grønne asparges i stegeresterne. De skal blot ristes et par minutter, så de stadig har bid uden at være helt rå.

Sådan laver du hjemmelavede ristede løg:

  • Varm lidt smagsneutral olie op i en gryde.
    Snit løget i tynde ringe og vend dem i en blanding af hvedeml, flagesalt og friskkværnet peber. Ryst det løse mel af og læg dem lidt ad gangen ned i den varme olie. Pas på med at fylde for meget i gryden, da olien bruser op, når du putter løgene ned.
    Lad dem stege til de er gyldne og læg dem herefter over på lidt køkkenpapir.
    Får du nogle til overs, kan de opbevares i en lufttæt beholder på køl.
  • Tilbered ægget – enten som pocheret eller kogt smilende eller som spejlæg alt efter hvad du foretrækker.
  • Skær rugbrødet ud i tykke skiver, skær de kogte og helt kolde kartofler i skiver og snit avocadoen i skiver (dryp den evt med lidt citronsaft, så den ikke blir misfarvet)

Sådan laver du smørrebrød med kartoffel og stegt blomkål:

  • Rugbrød smøres med et gavmildt lag Philadelphia naturel. Læg skiver af kogte kolde kartofler lagvis henover hele brødet og fordel lidt stegte blomkål henover. Slut af med lynsyltede rødløg, karse, frisk esdragon, lidt flagesalt og friskkværnet peber. Fyld lidt løvstikke mayo i en sprøjtepose og klip et ganske lille hul – læg små klatter af den smukke og meget smagsfulde mayonnaise rundt omkring.

Sådan laver du smørrebrød med kartoffel:

  • Rugbrød smøres med et gavmildt lag løvstikke mayo. Læg skiver af kogte kolde kartofler lagvis ovenpå. Slut af med radiser, lynsyltede rødløg, ristede løg, karse og lidt fransk esdragon, lidt flagesalt og friskkværnet peber.

Sådan laver du smørrebrød med grønne asparges/avocado og æg:

  • Rugbrød smøres med et gavmildt lag Philadelphia naturel. Læg et lag ristede grønne asparges henover brødet og læg avocadoskiverne ovenpå. Top med pocheret æg, løvstikke mayo, karse, flagesalt og friskkværnet peber.

Sådan laver du smørrebrød med avocado og tomat:

  • Rugbrød smøres med et gavmildt lag Philadelphia naturel. Læg skiver af 1/2 avocado henover brødet og top med cherrytomater, syltede rødløg, karse, flagesalt og friskkværnet peber.

Sådan laver du smørrebrød med stegt blomkål:

  • Rugbrød smøres med et gavmildt lag løvstikke mayo. Fordel de stegte blomkålsbuketter henover brødet og top med syltede rødløg, karse, flagesalt, friskkværnet peber og små toppe af løvstikke mayo.
  • Håber du vil nyde de grønne stykker smørrebrød – rigtig god fornøjelse!
Bedøm opskriften
Vær den første til at vurdere!

(En bedømmelse og en kommentar er meget værdsat!)

Pin Del Udskriv
Fik du lavet opskriften?Tag mig gerne på IG med @majspassion eller brug #majspassion, hvis du laver mine opskrifter, det er så dejligt at se når I laver min mad!

I skrivende stund, er det SOMMER og derfor har jeg taget udgangspunkt i de nye danske kartofler, sommerblomkål, grønne asparges og en virkelig lækker løvstikke mayo.

De nye danske kartofler har jeg kogt med masser af salt og en håndfuld friske løvstikkeblade. Herefter er de blot afkølet helt og skåret i skiver.

Bagt blomkål er en af mine ynglingsretter og du vil helt sikkert være faldet over dem flere gange herinde. Bagt eller stegt blomkål får den fineste nøddeagtige smag og det er virkelig lækkert. Til gengæld er jeg slet ikke begejstret for den kogte blomkål, men sådan er vi så forskellige. I dag har jeg valgt at stege blomkålen i lidt smør på panden. Vil du gerne spare på fedtet, så kan du lige så godt bage dem. Smagen blir stort set det samme.

Efter at blomkålen kom af panden, ristede jeg ganske kort de grønne asparges i stegeresterne. Du kan også overhælde dem med kogende vand, altså blanchere dem. Jeg har valgt nogle tynde, fine af slagsen, der kun kræver ganske kort tilberedning. Vælger du nogle tykkere, så skal du blot stege dem lidt længere og efterfølgende skære dem igennem på langs. Ellers blir maden svær at spise.

Pocheret æg kan erstattes af almindeligt kogt smilende æg eller et spejlæg, hvis du foretrækker det. Jeg har lavet en guide til, hvordan du virkelig nemt laver pocherede æg uden eddike og masser af fejlslagne forsøg.

Lidt om tilbehøret

Som med så meget andet, sætter tilbehøret lige prikken over i’et.

De friske krydderurter er et absolut must i mit køkken. I dag, har jeg valgt karse og purløg fordi de begge to passer enormt godt til smørrebrødet.

Derudover har jeg lavet lynsyltede rødløg – og her mener jeg virkelig lynsyltede. Du presser en citron eller lime og rører saften med en 2 tsk rørsukker. Så snitter du et rødløg i tynde skiver som du vender i marinaden. Du vil straks opdage, at løgene skifter farve til en smuk pink og blir bløde og lækre. Lad dem blot trække et par minutter, og de er klar. Blir der nogle til overs, kan de opbevares på køl i rene glas. Her  holder de sig fint en uges tid.

Hjemmelavede ristede løg er bare ekstra lækkert. Det kræver ingen frituregryde og du skal blot varme lidt smagsneutral olie op i en gryde, snitte et løg, vende det i lidt hvedemel krydret med salt og peber – og så ned i den varme olie indtil de er gyldne og sprøde. Bagefter lægges de over på lidt køkkenpapir og de opbevares i en lufttæt beholder på køl – hvis altså i ikke snacker dem med det samme.

Vild med lækkert brød?

Er du også vild med lækkert brød, så vil du helt sikkert blive glad for mine andre opskrifter, hvor netop brød spiller hovedrollen.

Prøv f.eks. Brydebrød |Pull apart eller Møllehjul | Brydebrød med persillepesto og mozarella, der smager fantastisk til f.eks. grill og supper. Eller hvad med Tomatgalette med ricottacreme – nem fransk tomattærte, Galette med squash og burrata – opskrift med butterdej og mange, mange flere, når du kigger ind under fanen med BRØD.

Vil du ha mere mad i dit feed?

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments