Grøntsagsfritters

Sunde og lækre…..

Små saftige og lækre grøntsagspandekager – det er fritters!

Følger du mig her eller på Instagram, vil du vide, at jeg holder af at putte flest mulige grøntsager ind alle de steder, jeg kan slippe godt afsted med det.

Derfor er jeg også vildt begejstret for grøntsagsfritters af alle slags. De kan nemlig varieres i nærmest det uendelige og det er egentlig kun fantasien, der sætter grænsen. Så det er jo egentlig bare om at komme igang.

Jeg spiser dem både lune og kolde. Jeg arbejder hjemmefra de fleste dage, så madpakke er ikke noget, jeg bruger. Men jeg forestiller mig, at de må være geniale at tage med på farten.

Opskrift kommer her nedenfor – rigtig god fornøjelse!

Grøntsagsfritters

Saftige og lækre med sprøde kanter - fyldt med sundhed og lækker smag. Kan spises både lune og kolde!
Ret Aftensmad, frokost, madpakke, Snack, vegetarisk
Keyword fritters, grøntsager, squash, vegetarisk
Forfatter Maj Schjøth

Ingredienser

  • 1 lille squash - ca 300 gram rives fint
  • 2 stk æg
  • 1 dl kikærtemel
  • 1 dl minimælk (eller plantemælk)
  • Lidt flagesalt
  • Lidt friskkværnet peber
  • 2 spsk HUSK
  • 2 spsk Pofiber
  • 1 spsk fintsnittet bredbladet persille
  • 1/2 spsk fintsnittet rosmarin
  • 1/2 tsk gurkemeje Du kan også tilføje lidt chipotle chili hvis du ønsker dem lidt ekstra stærke
  • Lidt olivenolie til at stege i

Sådan gør du

  • Pisk æg, kikærtemel, minimælk, flagesalt, friskkværnet peber og gurkemeje til en ensartet dej.
  • Pres LIDT af væden ud af den fintrevne squash, men ikke alt, og tilføj den revne squash æggeblandingen sammen med HUSK og den ene spsk Pofiber samt de friske krydderurter.
  • Vend det hele grundigt sammen og lad blandingen stå et par minutter, så HUSK og Pofiber får mulighed for at suge væden op. Er blandingen meget våd, tilsætter du den ekstra spsk Pofiber. Rør igen grundigt rundt, så der ikke er klumper af HUSK og Pofiber i.
  • Varm lidt olivenolie op på en pande og sæt med en ske klatter af squashblandingen af i den varme olie.
  • Steg dem gyldne på begge sider og sænk varmen, så de ikke bliver FOR mørke.
    Alt efter deres tykkelse, skal de stege 3-4 minutter på hver side.
    Det er ikke meningen, at de skal være sprøde andet end evt på kanterne
  • TIP: Grøntsagsfritters skal opbevares på køl, hvor de fint holder sig 2-3 dage. De er også fryseegnede!