Honning med rosmarin og citron

Honning med rosmarin og citron

Bruger du også honning som smagsgiver og sødning i dine dressings og marinader….? Hvis du gør det, så er jeg sikker på, at du vil blive glad for dagens lille tip.

Jeg hører til dem, der ikke er ret glad for honning med mindre det bruges i forbindelse med madlavning. At spise den ren på en skive brød, har jeg aldrig kunnet. Det er simpelthen alt for sødt for mig.

Men sammen med en skive godt lagret ost på knækbrød eller kiks, smager den her honning også vidunderligt.

Måske du vil have lyst til at prøve min anden honning – den er med citrontimian og ingefær.

TIP: Prøv at bruge honningen i dressingen med honning og friske krydderurter. En nem og lækker dressing, du også kan bruge til marinering af kylling og fisk

Husk du kan følge MAJSPASSION på Instagram og på den måde altid være opdateret på, når der kommer nye opskrifter ind på bloggen.

Nemt og hurtigt…

Det er både meget nemt og hurtigt at lave en personlig honning – personlig fordi du kan tilsætte lige netop den smag, der passer dig allerbedst.

Jeg foretrækker følgende smagsgivere:

  • Rosmarin
  • Timian herunder især citrontimian
  • Salvie
  • Frisk ingefær (fintrevet)
  • Lime (usprøjtede og kun skrællen)
  • Citron (usprøjtede og kun skrællen)
  • Appelsin (usprøjtede og kun skrællen)

Du kan også bruge tørrede krydderurter, men de mister ofte en del af smagen og jeg synes det fungerer bedst med de friske.

Lime, citron og appelsin gir en dejlig smag til honningen, der også fungerer fint i selskab med de friske krydderurter som f.eks. rosmarin. Husk altid at bruge en økologisk citrusfrugt, så du undgår sprøjtemidlerne. Brug kun selve skrællen og undgå den hvide hinde, der gir en bitter smag.

Jeg foretrækker at lade krydderurter m.m. blive i honningen, da det gir den bedste smag. Det er derfor vigtigt, at du snitter både krydderurter og citrusskaller meget, meget fint. Ingefæren kan du nemt skrælle med en teske og herefter rive på den fine side af rivejernet.

Honning med rosmarin og citron

Nem og lækker opskrift på en honning tilsat frisk rosmarin og citron.
Smager skønt til ost og brug dem som smagsgiver i dine dressings og marinader.
Ret Dressing, marinade, Tilbehør
Keyword citron, honning, rosmarin, smagsgiver til dressing
Antal 4 dl
Forfatter Maj Schjøth

Ingredienser

  • 1 glas/bæger dansk honning - 400 ml
  • 1 spsk friske og meget fintsnittet rosmarin
  • 1 stk økologisk/usprøjtet citron - kun skrællen og meget fintsnittet.

Sådan gør du

  • Smelt honningen over vandbad. Den må endelig ikke komme i kog.
  • Snit rosmarin meget fint og kom den ned i den varme honning
  • Skær med en skarp kniv det alleryderste af skrællen. Det er vigtigt, at den hvide hinde ikke kommer med, da den smager bittert.
    Snit citronskrællen meget, meget fint.
    Du kan også knuse skrællen i en morter, hvis du foretrækker det.
    Læg også skrællen ned i den varme honning
  • Bland det hele godt rundt og hæld honningen over på rengjorte og skoldede glas.
    Lad honningen køle helt af inden du lukker glasset.
  • Rigtig god fornøjelse!

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.