Hvide asparges med varmrøget laks og æggevinaigrette

Åhhh disse himmerigsmundfulde – slet ikke til at stå for og det største problem er at vælge, hvordan de lige skal serveres.

Valget er svært, for der er flere geniale måder, hvor den ene er svær at vælge fremfor den anden.

Jeg foretrækker at servere hvide asparges meget enkelt f.eks. dampet og med smør, citron og friskrevet parmesan eller med rejer eller krebsehaler.

I dag laver jeg dem med varmrøget laks og hakkede æg i en virkelig skøn vinaigrette med masser af purløg og dild.

Hvide asparges med varmrøget laks og æggevinaigrette

Vær den første til at vurdere!
Hvide asparges med varmrøget laks og hakkede æg i en skøn vinaigrette med purløg og masser af frisk dild.
Server med fine nye kartofler, drysset med friske dildskud og flagesalt
Antal: 2

(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)

Ingredienser

Det skal du bruge til 2 personer:

  • 1 bundt friske hvide asparges
  • 1 tsk flagesalt (til kogevandet)
  • 1 tsk smør (til kogevandet)
  • 1 stk varmrøget laks enten neutral eller med hvidløg

Til æggevinaigretten:

  • 2 spsk Sherry vineddike
  • 2 spsk vand
  • 1 tsk Dijonsennep
  • Lidt citron eller limesaft (til at smage til med)
  • ½ stk frisk hvidløg – meget fintsnittet
  • 1 stk skalotteløg – meget fintsnittet
  • ½ dl olivenolie – brug en der ikke er alt for kraftig
  • 2 små cornichoner – finthakkede
  • 1 håndfuld purløg – fintsnittet (gem lidt hele strå til pynt – især hvis du er heldig at der er nogle i blomst)
  • 1 håndfuld dild – fintsnittet (gem et par hele kviste til pynt)
  • 1 stk æg str. M/L hårdkogt men uden at det er blevet mørkfarvet.

Instruktioner

Sådan gør du:

  • Start med at skrælle de hvide asparges – se evt tekst i blogindlæget
  • Kog dem i letsaltet vand evt tilsat en klat smør. Alt efter deres tykkelse skal de have mellem 3 og 5 minutter. Tjek med en kødnål og når de er møre hældes vandet omgående fra. Skyl dem evt under iskoldt vand, dryp dem godt af og læg dem over på et serveringsfad eller fordel dem på 2 tallerkner.
  • Kog imens æggene. De skal være hårde, men endelig uden at blive blålige. Det gir sådan et kedeligt udtryk. Overhæld dem med koldt vand, pil dem og hak dem fint.
  • Snit hvidløg, skalotteløg, cornichoner, purløg og dild fint
  • I en skål blandes sherryvineddike, dijon-sennep, skalotteløg, hvidløg, vand og lidt citron/limesaft. Pisk herefter lidt efter lidt olie ind, så vinaigretten blir lækker cremet.
    Smag til med flagesalt, friskkværnet peber og juster syren med ekstra citron/limesaft om nødvendigt.
  • Vend æg, cornichoner, purløg og dild i vinaigretten
  • Smuldr den varmrøgede laks hen over de hvide asparges og fordel æggevinaigretten ovenpå. Pynt med dild og purløg (gerne med blomst).
  • Ekstra mæthed…? Server retten med letkogte nye kartofler drysset med frisk dild og flagesalt
  • Rigtig god fornøjelse!
Bedøm opskriften
Vær den første til at vurdere!

(En bedømmelse og en kommentar er meget værdsat!)

Pin Del Udskriv
Fik du lavet opskriften?Tag mig gerne på IG med @majspassion eller brug #majspassion, hvis du laver mine opskrifter, det er så dejligt at se når I laver min mad!
Hvide asparges med varmrøget laks og ægge-vinaigrette
Hvide asparges med varmrøget laks og æggevinaigrette

Lidt om de hvide asparges….

De hvide asparges, er hvide fordi de dyrkes under jorden modsat de grønne, der dyrkes over jorden.

Asparges tilhører liljefamilien og har været kendt af ægypterne for mere end 5000 år siden, hvor de blev brugt som lægeplante. De indeholder store mængder B6, C-vitamin og folacin og så er de rige på kostfibre og indeholder kun få kalorier.

Tip: Når du køber hvide asparges, kan du sikre at de er helt friske ved at gnubbe dem mod hinanden. De skal give en nærmest knirkende lyd. Når du kommer hjem, skal de helst anvendes samme dag ellers opbevar dem på køl.

Er de blevet lidt slatne og triste, kan du skære bunden af (den du alligevel skal fjerne inden tilberedning) og lægge dem i blød i iskoldt vand en time eller to. Så har de fået lidt livreddende førstehjælp.

Hvide asparges med varmrøget laks

De SKAL skrælles….

Hvide asparges skal skrælles. Der er ingen vej uden om, men de er til gengæld lette at skrælle. Er du bekymret for at de knækker, kan du lægge dem på et skærebræt og investere i en aspargesskræller. De koster nærmest ingenting og sørger for, at dine asparges bliver skrællet så tyndt og fint som muligt. Du kan også bruge din kartoffelskræller, men pas på den ikke skærer for meget af.

Den nederste trævlede del skærer du af inden du koger aspargesene. Jeg koger dem i letsaltet vand evt tilsat en klat smør i 3-5 minutter alt efter størrelse. Stik i dem med en kødpind og så snart de er møre hælder du vandet fra, ellers risikerer du, at de bliver alt for bløde og overkogte.

Skal de serveres kolde kan du overhælde de nykogte asparges med iskoldt vand for at stoppe “kogeprocessen”.

Hvide asparges med varmrøget laks

Valg af tilbehør…

Valget af tilbehør afhænger som oftest af, hvilket måltid retten skal serveres til. Skal det være en let frokost eller som forret behøver du ikke tænke på tilbehør eller måske du kan servere et lille stykke ristet palæobrød/rugbrød.

Skal retten serveres som hovedmåltid, hvor der gerne skal ekstra mæthed til, er det oplagt at servere letkogte nye kartofler med masser af dild og lidt flagesalt drysset på lige inden servering.

Du kan også lave en grøn salat med rødløg, agurk, friske ærter eller sukkerærter skåret igennem på langs og masser af friske dildskud.

Varmrøget laks med hvide asparges
Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments