Indisk curry med kylling og kokos

Sååå lækker hverdagsmad….

Jeg elsker de her gryderetter med masser af smag og saftigt kylling. En anden grund til at jeg er så vild med dem, er at de kan tilsættes mange forskellige grøntsager og friske krydderurter – og så er de hurtige og lette at lave.

Til en ægte Curry skal kyllingen marineres i yoghurt og det kan du evt gøre enten aftenen før eller om morgenen, dække den til og stille på køl, så den er klar, når der skal laves aftensmad. Så er selve curry’en klar på 30 minutter.

Karry….

Karry er ikke BARE karry! Karry er et indisk blandingskrydderi, der ofte består af mange (10-20) forskellige krydderier, hvor den flotte dybe gule farve primært kommer fra gurkemeje. Du kan sagtens selv lave din karry ved at støde eller køre dine krydderier i en krydderikværn. Du skal typisk bruge bukkehornsfrø, spidskommen, allehånde, safran, laurbærblade, kardemomme, kanel, korianderfrø, anis, ingefær, hvidløg, sennepsfrø og muskatnød.

Bliver det for besværligt med alle de mange krydderier, kan du hos de fleste etniske købmænd finde rigtig god karry eller også kan du prøve min favorit “Roasted coconut kerala curry” fra Epic Spice Napa Valley. Den gir en dyb og lækker karrysmag med et strejf af kokos. Det passer perfekt, da jeg stort set altid bruger kokosmælk i mine gryderetter.

Tilbehør…

Vi valgte i dag at spise gurkemeje-ris som tilbehør og så varmede jeg et par naanbrød i ovnen. Naanbrød bager jeg selv fordi det simpelthen bare er så nemt og jeg bager gerne en stor portion, som så fryses ned. 

Gurkemeje-ris er ganske enkelt ris, der koges helt normalt og derefter vendes i gurkemeje. 

Vil du gerne undgå stivelsesholdige fødevarer som ris jo er, kan du fint erstatte risene med blomkålsris. De er lette at lave, for de kan købes færdige og endda også på frost. De skal blot overhældes med kogende vand, så er de klar.

Vil du gøre dem ekstra lækre, kan du prøve min opskrift på blomkålsris med et twist. De er virkelig super lækre!

Spiser alle i familien blomkålsris, kan du med fordel tilsætte blomkålsrisene i selve curry’en. Så blir de ekstra bløde og smagsfulde, da de optager krydderierne fra saucen. 

Rigtig god fornøjelse!

Indisk curry med kylling og kokos

Dejlig varm curry med saftig kylling i kokossauce. Server den med gurkemeje-ris og lune naanbrød.
TIP: Du kan erstatte risene med blomkålsris, hvis du gerne vil undgå stivelsesholdige fødevarer.
Ret Curry, Gryderet, Hovedret, hurtig aftensmad
Keyword blomkålsris, gurkemeje, karry, kokos, kokosmælk, kylling, ris
Antal 4
Forfatter Maj Schjøth

Ingredienser

Marinade:

  • 400 gram kyllingebryst eller tilsvarende inderfilet
  • 2-3 spsk yoghurt naturel
  • Lidt citronsaft

Til saucen:

  • 2-3 tsk Roasted coconut Kerala curry ELLER: 2 spsk rigtig god karry af medium styrke, plus gerne lidt kanel og stødt kardemomme
  • 1 stor tsk gurkemeje
  • 2 stk gule løg - fintsnittede
  • 2-3 fed hvidløg - fintsnittede
  • 1 spsk frisk ingefær - fintrevet
  • 3-4 spsk olivenolie
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 håndfuld bredbladet persille eller koriander - fintsnittet
  • 1 håndfuld sprøde kokosflager

Sådan gør du

  • Bland yoghurt med citronsaft og kyllingen, der er skåret i mundrette stykker. Dæk den til og stil på køl gerne natten over eller så længe det nu kan lade sig gøre.
  • Karry smager bedst, når den "brændes af" på panden. Det skal ikke forståes bogstaveligt, men du kommer karryen og de andre krydderier på en varm pande og rører rundt til duften af karry breder sig. Skru ned og tilsæt herefter olie, løg, hvidløg og den friskrevne ingefær. Sauter under omrøring til løgene er bløde og let gyldne. Pas på med for megen varme, for så brænder karryen på!
  • Tilsæt nu den marinerede kylling med eventuelle rester af marinade og lad det hele stege til kyllingen får lidt farve og bliver gennemstegt.
  • Tilsæt kokosmælken, rør godt rundt, så alt blandes godt sammen og lade det koge igennem.
  • Smag til og juster med ekstra krydderier, salt og friskkværnet peber.
  • Server med ristede kokosflager og fintsnittede krydderurter som bredbladet persille eller koriander.
    Tilbehør: Ris f.eks. vendt i gurkemeje, friskbagte naanbrød eller blomkålsris

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.