Jordskoksuppe – blød og cremet med sprøde chips

En suppe jeg holder særlig meget af, er denne sunde, cremede jordskoksuppe, der snildt kan laves dagen i forvejen og med lidt kreativ servering fint kan serveres for gæster som forret, pyntet med reven ost og sprøde chips af jordskokker.

Mange undgår jordskokker fordi de er ret svære at skrælle – og det er de, men de smager altså så dejligt, at det i mine øjne er besværet værd. Ofte skræller jeg slet ikke mine jordskokker og kartofler, men giver dem en grundig omgang med min grøntsagsbørste – det er en smagssag om man spiser dem med eller uden skræl, lige som med kartoflen. MEN, lige netop i denne suppe, må tålmodigheden og kartoffelskrælleren findes frem – ingen vej uden om, men som sagt: Det er hele besværet værd.

Til 3-4 personer skal du bruge:

  • 750 g jordskokker
  • 1 bagekartoffel
  • 1 stort løg
  • 2 spsk. oliven olie
  • 8 dl grøntsagsbouillon (jeg bruger Herbamare)
  • 2 dl fløde
  • 2-3 spsk æble- eller cidereddike
  • Evt. lidt friskrevet muskatnød
  • 3-4 kviste frisk timian
  • Salt og friskkværnet peber

Forslag til topping: 

  • Jordskokchips: Papirstynde skiver jordskok friteres i lidt olie og lægges på fedtsugende papir, drysses med salt
  • Revet ost evt. parmesan eller Vesterhavsost
  • Finthakket bredbladet persille
  • Finthakket purløg
  • Ristede bacontern
  • Chorizopølse

Sådan gør du:

  1. Tag to jordskokker fra hvis du vil lave jordskokchips. Dem behøver du ikke skrælle.
  2. Resten skrælles og skæres i grove tern.
  3. Pil løg og hvidløg og skær også dem i grove tern.
  4. Sauter jordskokkerne let i en gryde med olivenolie sammen med løg, hvidløg og timiankviste – bare et par minutter og jordskokkerne skal endelig ikke tage farve.
  5. Tilsæt bouillon og lad suppen koge i 10-15 min., til jordskokkerne er møre.
  6. Tilsæt herefter piskefløde, og kog suppen i et par min. mere.
  7. Tag suppen af varmen og blend den glat med en stavblender
  8. Smag til med salt, friskkværnet peber, lidt eddike og evt. lidt revet muskatnød.

Jeg foretrækker at holde min udgave rent vegetarisk og serverer suppen i høje patentglas med topping af revet ost, finthakket bredbladet persille og knas af sprøde jordskokchips.

Vil du tilsætte kød, kan du enten riste lidt bacontern eller scorizopølse på en pande. Du kan ved samme lejlighed skære de to rå jordskokker (dem du tog til side) i små tern og riste dem i fedtresterne fra bacon eller scorizopølserne, tilsætte lidt eddike, friskkværnet peber og finthakket purløg

Skal det være ekstra festligt, smager jordskoksuppe skønt sammen med et par stegte kammuslinger.

Vild med cremede supper – så prøv denne skønne kartoffelsuppe

Velbekomme!