Kål – spis kål til!
Spis kål til….
Det gamle udtryk “Spis brød til” burde egentlig udskiftes med det langt sundere: “Spis kål til” – i hverfald hvis det står til den nyere forskning om kost og sundhed.
Kål har nemlig en masse fremragende egenskaber, hvor nogle af dem kort kan nævnes som, at de gavner de sunde tarmbakterier, der forsyner os med et godt immunforsvar, kål virker kræftforebyggende og så er kål rig på vitaminer, magnesium, mineraler og ikke mindst er de fyldt med fibre.
Ser vi et øjeblik bort fra de sundhedsmæssige fordele, er kål også en drøj og billig grøntsag, der for de flere kål-sorters vedkommende dyrkes her i landet. Det gir god mening i forhold til vores miljø, at vi spiser lokale grøntsager, så vi mindsker transporten.
Men det lugter….
Ja, det lugter, når man tilbereder kål og mange får også luft i mavsen, når de starter med at spise kål. Men har du nogensinde stukket næsen helt ned i en pakke hakket oksekød….? Altså helt ærligt, det lugter da heller ikke specielt lækkert vel?
Kan du ikke forliges med lugten af tilberedt kål, så spis den i rå udgave. Det er faktisk langt sundere at spise kålen rå end tilberedt. Så vil du gøre noget rigtig godt for din krop, så spise kål – og gør det gerne hver dag.
Rom blev ikke bygget på een dag og er det nyt for dig, at spise grove rå grøntsager, så kan det godt være, at dine smagsløg og mave lige skal vænne sig til det. Men tro mig, det kommer!
Der er mange valgmuligheder…
Prøv de forskellige kåltyper – der er faktisk mange at vælge imellem:
- Grøn spidskål – rå i salater og smørristet på panden
- Lilla spidskål – fintsnittet i salater
- Savoykål – mild smag. Fintsnittet i salater eller som svøb til kødfars
- Rødkål – rå i salater eller som kogt og lagt i eddikelage
- Hvidkål – fintsnittet i salater eller tilberedt
- Rosenkål – rå i salater eller smørristede
- Grønkål – rå i salater, grøntlangkål, stuvet
- Blomkål – snittes tyndt i salater, som blomkålsris, gratin osv
- Broccoli – den kender du
- Glaskål – mild og sødlig smag. Spises rå eller som stuvet glaskål
- Romanesco (den der grønne blomkål med dupper)
- Kinakål – efter min mening en lidt kedelig kål, jeg simpelthen ikke bruger
Har du prøvet….
Jeg spiser ret meget blomkål i form af blomkålsris, der både fungerer som erstatning for de traditionelle ris i mange af mine gryderetter, men også i vafler og boller, bagt uden mel og sukker.
Blomkålsrisen har virkelig fundet sin vej ind i supermarkederne og i dag findes de både færdiglavede i grøntafdelingen og som frost. Det samme gælder pendanten til blomkålsris, nemlig broccoliris som du kan bruge lige som blomkålsris.
Du kan afprøve nogle af mine opskrifter med blomkål eller broccoliris her:
Stegte blomkålsris– nemt og lækkert tilbehør, når du ikke spiser stivelse.
Mørbradgryde med blomkålsris– lækker gryderet med blomkålsris
Kylling og blomkålsris i spicy tomatsauce og ostegratinering – lchf/keto
Enchilada med kylling og broccoliris
Broccolivafler – low carb – lækker madvaffel
Blomkålsbearnaise – lækker bearnaise sauce med blomkål
Du vil løbende finde nye opskrifter på kål herinde. Det vil både være i form af sprøde kålsalater, brød, vafler og varme retter. Og jeg håber, at jeg på den måde kan være med til at inspirere dig til at spise masser af kål.
Tak fordi du læste med!
Kh Maj