Kartoffelpizza
Kartoffelpizza
Kartoffelpizza hører til en af vores absolutte favoritter. De smager ekstra dejligt, når de laves med en super tynd og sprød bund – uhmmm!!
Efter at jeg sidste år købte en gasgrill og efterfølgende fandt en pizzaplade i glas (der kan gå i opvaskemaskinen JUBIII), er pizza gået hen og blevet virkelig nemt og overkommeligt.
Du kan putte nærmest hvad som helt på en pizza. Derfor er en pizza også velegnet til at få ryddet op i grøntsagsskuffen, få brugt de kedelige osterester og bunden af creme fraichebøtten.
Pizzadej kan fint laves i en større portion, der kan holde sig flere dage bare den opbevares på køl. Tag den blot ud og lad den ligge på køkkenbordet en halv times tid inden du skal bruge den. Det er efter min mening den bedste form for fastfood – og ungerne er vilde med dem.
Grundlaget for en lækker pizza, er en perfekt bund. Den skal være tynd og sprød.
Hele hemmeligheden ved en perfekt pizza, er bunden. Derfor har jeg lavet to opskrifter, der begge giver sprøde bunde. Den ene kalder jeg min ultimative pizzadej. Den er lavet med biga, der er en tynd surdej. Med den opskrift kan du lave de absolut bedste pizzabunde – super tynde og sprøde.
Vil du lave min ultimative pizzadej, skal du forberede dejen i god tid, da den gerne skal koldhæve. Vil du gerne prøve at lave den ultimative pizzadej, men har du ikke en surdej, kan du heldigvis købe en færdig surdej i langt de fleste supermarkeder.
Den anden, er en lettere og ikke mindst hurtigere udgave af en pizzadej. Jeg kalder den den nemme pizzadej. Her får du stadig mulighed for at lave en perfekt bund. Den er uden surdej og den kan du have klar på en times tid. Perfekt, når der pludselig opstår lyst til en hjemmelavet pizza.
Sådan får du den perfekte pizzabund…
Når du har færdighævet din pizzadej, er det tid til at få bygget – og ikke mindst bagt din kartoffelpizza.
Jeg kan godt li det rustikke udtryk, så mine pizza har stort set aldrig den her fine runde form. Vil du lave en rund pizza, er der her et par tricks:
- Jeg beregner ca 160 gram dej pr pizza
- Standardmål er 30 cm
- Undlad at mase dejen alt for meget og brug rigeligt med durummel både under og ovenpå.
- Start med at presse drejen ud i en rund form med fingrene og brug herefter en rullepind (kagerulle) ved at du starter på midten og arbejder opad, fra midten og nedad.
- Drej pizzaen en halv omgang og gentag.
- Sådan bliver du ved indtil pizzaen har den ønskede størrelse. Oplever du at rullepinden klistrer fast eller dejen klistrer fast til underlaget, må der ekstra durummel til. Når jeg skriver durummel er det fordi durummel efter min mening gør dejen lettere at arbejde med. Du kan naturligvis også bruge helt alm pizzamel.
Brug for ekstra instruktion, så kan du med fordel tjekke de mange how-to-video’s på youtube. Ellers gør som jeg og lav dem rustikke – de smager lige dejligt af den grund.
Ovn eller grill…..
Jeg bager pizza enten på gasgrill eller i ovnen, men altid på enten pizzaplade af glas eller pizzasten.
Gasgrillen med en pizzaplade i glas, er efterhånden blevet min foretrukne måde. En pizzaplade i glas varmer lynhurtig op – og det gør gasgrillen også. Det smarte ved en pizzaplade i glas er, udover den lynhurtige opvarmning, at det tåler meget høje temperaturer, den vejer næsten ingenting og så går den i opvaskemaskinen. Det sidste er jeg virkelig glad for. Jeg hader at rengøre de der tunge pizzasten, når f.eks. osten har brændt sig godt og grundigt fast.
Når jeg laver pizza på gasgrillen, varmer jeg grill på glasplade op til ca 260 grader med begge brændere tændt. Når jeg lægger pizzaen på, slukker jeg den inderste ring og lukker låget. På den måde undgår jeg, at pizzabunden bliver for mørk inden fyldet er bagt. Min pizza får ca 9 minutter, men det afhænger altid af fyldet – og din gasgrill. Så hold øje, men lad være med at åbne låget alt for ofte, så mister grillen hurtigt varmen.
Men altså, ellers bager jeg pizza i ovnen (over- og undervarme). Min ovn kan gå helt op til 300 grader, så det stiller jeg den til – og sætter min pizzasten med ind. Bruger du en sten, skal du være obs på, at den er meget længe om at opnå samme temperatur som ovnen. Lad den derfor stå i minimum 15 minutter efter at ovnen har opnået den ønskede temperatur inden du begynder at bage.
Har du ikke en pizzasten eller pizzaplade i glas, kan du stadig få en god og sprød bund. Du lader simpelthen en af dine bageplader varme op sammen med ovnen. Det er ikke helt så godt som en pizzasten, men meget bedre end at sætte dejen over på en kold plade.
Er du også vild med pizza…?
Så er du måske interesseret i at prøve nogle af mine andre opskrifter på pizza. De ligger inde under fanen “PIZZA” og her finder du også flere low carb og keto-opskrifter på pizza, hvor der ikke er anvendt mel.
Prøv f.eks.:
Blomkålspizza med pære og parmaskinke
Pizza med krydret pølse og chili
Pizza med tomater, karamelliserede rødløg og Burrata
Pizza med artiskok og masser af grønt
Pizza med ostecreme, små krydrede tomater og mozzarella
Opskriften på kartoffelpizza, finder du her nedenfor.
Rigtig god fornøjelse!
Kartoffelpizza med scorizo
Equipment
- Jeg bruger pizzaplade eller pizzasten
Ingredienser
- Ca 160 gram færdighævet pizzadej Lav gerne en af mine opskrifter på pizzadej: Den ultimative eller den nemme. Begge giver en perfekt sprød pizzabund.
- 1-2 stk kartofler - du behøver ikke skrælle dem.
- 1/2 stk rødløg skåret i tynde ringe
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber
- Evt lidt scorizopølse eller parmaskinke, men det kan du sagtens udelade
- 1 kvist frisk rosmarin - fintsnittes og drysses på efter bagning.
- 2 spsk friskrevet parmesanost eller gouda
Hvidløgscreme:
- 2 spsk creme fraiche
- 2 fed knust hvidløg
- 2 tsk tørret krydderi: oregano, timian, løgpulver eller den jeg bruger - Aglio Olio Peperoncino fra Epic Spice
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber
- Evt lidt friskrevet parmesan (smager ekstra dejligt, men du kan godt udelade det)
Sådan gør du
Sådan gør du:
- Rør hvidløgscremen sammen og lad den gerne trække lidt inden du skal bruge den. På den måde, får de tørrede krydderier lov til at "folde sig ud".
- Kartoflerne skal enten vaskes grundigt eller skrælles. Skær dem herefter i papirstynde skiver. Jeg bruger en meget skarp kniv, men du kan også bruge et mandolinjern. Læg dem over i en skål med iskoldt vand evt tilsat et par dråber citron (det trækker noget af stivelsen ud af dem).
- Rul pizzadejen ud til den ønskede størrelse (standardstørrelsen er 30 cm i diameter). Se evt tips og instruktion i selve opslaget.
- Dup kartoffelskiverne tørre i et rent viskestykke.
- Smør pizzabunden med hvidløgscremen og riv lidt frisk parmesan eller gouda henover. Fordel kartoffelskiverne henover. Pas på de ikke ligger alt for meget ind over hinanden. Så når de nemlig ikke at blive ordentligt gennembagte inden bunden er færdig.Fordel rødløg henover og vil du tilsætte lidt ekstra smag, kan du med fordel tilsætte lidt scorizo eller parmaskinke.
- Så er pizzaen klar til at komme i enten ovnen eller på grillen.
- PÅ GRILLEN:Bager du den på grillen, er min måde at gøre det på sådan her:Varm grill plus pizzaplade op til en temperatur på 260 grader med begge brændere tændt.Med en bage-spade godt med durummel sætter du pizzaen ind på den rygende varme bagesten. Når du lægger pizzaen på, slukker du for den inderste brænder og lukker låget. På den måde undgår du at bunden bliver brændt inden fyldet bliver færdigt.Mine pizza fik ca 9 minutter. Jeg kigger altid til dem, når der er gået 6 minutter og justerer måske nedad på brænderen, hvis bunden virker for mørk. Men lad være med at åbne låget for ofte, for så lukker du jo varmen ud.Drys med friskhakket rosmarin og dryp evt med lidt god olivenolie, flagesalt og friskkværnet peber henover. Skal det være ekstra lækkert, river du lidt ekstra parmesanost eller gouda henover inden servering.
- I OVNEN:Tilbereder du pizzaen i ovnen, er det vigtigt, at du varmer ovnen op til max i rigtig god tid. Brug helst en pizzaplade eller pizzasten. Vær obs på at bruger du en massiv sten, er den meget længe om at varme op - længere end din ovn er. Derfor bør du lade ovnen varme op med stenen i og vente 15 minutter før du begynder at bage din pizza.Du behøver ikke bruge bagepapir, for den rygende varme sten vil sørge for, at pizzaen ikke brænder fast.Med en bage-spade godt med durummel på, sætter du pizzaen ind på den rygende varme bagesten.Hold øje med den og tag den ud, når den er fint brun og sprød i kanterne.Drys med friskhakket rosmarin og dryp evt med lidt god olivenolie, flagesalt og friskkværnet peber henover. Skal det være ekstra lækkert, river du lidt ekstra parmesan eller gouda henover lige før servering.
- Rigtig god fornøjelse!