Frokost,  Grill og tilbehør,  Hovedretter,  Hverdagsmad,  Opskrifter,  Opskrifter med kartofler,  Salater,  Tilbehør,  Vegetariske retter

Kartoffelsalat med asparges og ærter

Kartoffelsalat med asparges og ærter….

Der er mange opskrifter på kartoffelsalat, og her kommer der så endnu en. Faktisk er den her kartoffelsalat min absolutte favorit – måske blir det også din….

Genialt tilbehør…

Kartoffelsalat er bare et genialt tilbehør og ja, mere end det. Laver du en mættende kartoffelsalat fyldt med grøntsager, kan en kartoffelsalat sagtens udgøre et selvstændigt måltid evt. sammen med lidt lækkert friskbagt flûtes.

Den er desuden hurtigt lavet, simpelthen fordi du ikke skal vente på at kartoflerne skal køle helt ned, før du kan lave kartoffelsalaten. Derfor er den også virkelig velegnet som en sund og mættende hverdagssalat til både grill- og panderetter.

Jeg har fyldt kartoffelsalaten er med ærter, slikærter og grønne asparges. De er ristet let på panden sammen med et skalotteløg. Efterfølgende er de vendt med lune kartofler i en skøn vinaigrette og smagt til med masser af frisk mynte og bredbladet persille. Det er bare SÅ lækkert!

Når der om ikke alt for længe er nyopgravede kartofler, friskbælgede ærter og friske danske asparges……åhhh det blir simpelthen bare et festmåltid!

Kartoffelsalaten her, kan du nyde både lun og kold. Vi spiser den gerne lun på dagen og så laver jeg en ekstra stor portion, så der er nemt tilbehør dagen derpå. Her spises den så kold – og der er den lige så god.

Vild med kartofler? Så er de her opskrifter måske lige noget for dig…..

Hasselback fries – accordion potatoes

Sød kartoffel med avocado dip

Tærte med sød kartoffelbund

Galette med kartoffel og to slags ost

Broccoli/kartoffelsalatsalat

Kartoffelsalat med marinerede butterbeans

Spansk tortilla med kartofler og løg

…..og meget mere, hvis du kigger ind under opskrifterne med “Kartofler / søde kartofler”

Men tilbage til opskriften på kartoffelsalat med asparges og ærter – den får du lige her nedenfor. Rigtig god fornøjelse!

Kartoffelsalat med grønne asparges og ærter

Sommerens bedste kartoffelsalat, der både kan nydes lun og kold.
Den er fyld med grønne asparges, ærter og masser af dejlige krydderurter.
Ret Aftensmad, Grill-tilbehør, Salat, Tilbehør
Keyword ærter, grønne asparges, kartoffel, kartoffelsalat, vinaigrette
Antal 4 personer
Forfatter Maj Schjøth

Ingredienser

  • 500-600 gram små fine kartofler - bevar gerne skrællen
  • 1 stk skalotteløg - fintsnittet
  • 1 lille bundt grønne asparges - bunden knækkes af og de skæres i mundrette stykker
  • 5 stk radiser - skåret i fine skiver
  • 2 dl ærter - gerne fra frost
  • 2 dl slikærter - gerne fra frost
  • 1 spsk olivenolie til at stege i
  • 1/2 dl mynteblade - fintsnittede
  • 1/2 dl bredbladet persille - fintsnittet Du kan også tilføje andre friske krydderurter: Purløg, oregano, timian, salvie eller hvad du foretrækker.

Til vinaigretten:

  • Ca 1/4 dl olivenolie (jeg holder lidt igen med olien, så vil du gerne have en mere rig vinaigrette, tilsætter du blot ekstra olivenolie - men max 1/2 dl)
  • 1 stk økologisk citron (saften af den ene halvdel bruges i vinaigretten, resten skæres i stykker som pynt på den færdige salat)
  • 1/2 spsk grov sennep
  • 1/2 spsk flydende honning
  • Lidt flagesalt og friskkværnet peber
  • 1 spsk friske mynteblade - fintsnittede
  • 1 spsk bredbladet persille - fintsnittet

Sådan gør du

  • Start med at koge kartoflerne. Er de små og nye, skal de kun koges ganske få minutter og husk endelig at salte vandet rigtig godt. Kogevandet til kartofler skal smage lige så salt, som var de kogt i havvand.
    Hæld omgående kogevandet fra og lad kartoflerne dampe godt af.
    Er kartoflerne lidt for store, skærer du dem bare i mundrette stykker.
  • Imens kartoflerne koger laver du vinaigretten ved blot at piske de ovenstående ingredienser godt sammen.
  • Klargør grøntsagerne:
    Skalotteløget sauteres i lidt olivenolie til de er klare. Tilsæt herefter de grønne asparges og sauter dem med et kort øjeblik inden du tilføjer ærterne. Vend forsigtigt rundt og krydr med flagesalt og friskkværnet peber.
    Når de grønne asparges er møre, hælder du blandingen over i en skål sammen med kartoflerne, radiser og tilføjer slikærter, der er skåret i halve eller kvarte og de friske krydderurter.
    Vend forsigtigt rundt med vinaigretten. Smag til og juster med flagesalt og friskkværnet peber. Pynt evt med ekstra friske krydderurter og små stykker økologisk citron.
    Tip: Har du tid, så lad kartoffelsalaten stå og trække lidt inden den serveres. På den måde, får de friske krydderurter rigtig god tid til at frigive deres dejlige smag.
    Lav gerne en dobbelt portion - kartoffelsalaten smager nemlig lige så dejligt dagen der på, hvor den serveres kold.