Kylling med kartofler, spinat og soltørrede tomater
Kyllingepande kartofler, spinat og soltørrede tomater….
Alt samlet i en og samme pande i den skønneste sauce med masser af dejlig smag.
Jeg er vild med one-pot retter, men alt for ofte er de lavet med pasta som omdrejningspunkt. Så i dag vil så give vores trængte kartoffel en hjælpende hånd.
Kartoflen har fået et rigtig dårligt ry pga dens store indhold af stivelse og mange af os undgår den langt hen ad vejen – og det er faktisk rigtig synd.
Lige lidt om kartofler….
Det er ganske vist korrekt, at kartoflen indeholder meget stivelse, men ikke nær så meget som f.eks. ovennævnte pasta. Derudover indeholder en kartoffel kun 78 kcal pr. 100 gram og nærmest intet fedt. Dermed er kartoflen een af de råvarer, der giver mest mæthed for færrest kcal. Kartoflen indeholder mange vitaminer og vigtige mineraler som magnesium og kalium og spiser du 3 mellemstore kartofler, har du fået dækket dit daglige behov for kostfibre.
Så har du sat kartoflen i skammekrogen og i stedet erstattet den med ris, pasta osv, så skal du måske overveje at tage kartoflen til nåde igen.
Men ja, stort suk. Måske hører du til blandt dem, der af den ene eller anden grund ikke må spise stivelse i store mængder. Den gruppe hører desværre til, og derfor må jeg altid lægge bånd på mig selv, når der er kartofler på bordet og serverer dem som oftest i en skål ved siden af. Så kan alle selv forsyne sig.
I dag, har jeg valgt at tilsætte kartoflerne i selve retten. Heldigvis er det kun mig, der har problemer med stivelsen og det skal resten af familien da ikke lide under. Så jeg serverer en dejlig salat ved siden af – og den spiser alle med stor glæde af.
Spiser du lchf eller keto kan du helt undlade at tilsætte kartofler. Nyd den lækre kyllingepande med en blandet salat – eller du kan erstatte kartoflerne med blomkåls- eller broccoliris.
Men tilbage til dagens opskrift, som er lavet i en stor stegegryde med låg. Har du ikke låg til din stegegryde, så lægger du bare et stykke staniol henover. Det fungerer lige så godt.
Jeg bliver ofte spurgt om mere nøjagtige mål på f.eks. krydderierne. Men det er efter min bedste mening umuligt at give et nøjagtigt svar på. Det skyldes at der er kæmpe stor forskel på krydderier og deres smag – altså hvor meget de smager af. Det skyldes dels, at der findes et hav af krydderiproducenter, men også hvordan du opbevarer dine krydderier – og ikke mindst, hvor længe de evt har ligget i krydderiskuffen.
Derudover – og det er faktisk det allervigtigste – så er vores smagsløg vidt forskellige. Hvad jeg synes er passende af et bestemt krydderi, behøver slet ikke være det, du og dine familie synes er tilpas. Så mit bedste råd er, at du starter med at tilsætte lidt af de krydderier jeg foreslår og så smager til hen ad vejen, så maden får den helt rigtige smag for dig og dine familie.
TIP: Brug endelig gurkemeje til så meget du overhovedet kan. Foruden den meget smukke dybe gule farve, der gør dine retter ekstra indbydende, er den stærkt antiinflammatorisk.
Mere kylling i dit feed….?
Hos os spiser vi rigtig meget kylling, så du vil herinde på bloggen finde rigtig mange opskrifter med netop kylling. Derfor har jeg lavet en fane alene til dem – KYLLING OG FJERKRÆ. Du finder den inde under OPSKRIFTER.
Jeg holder enormt meget af at følge med i jeres madlavning. Derfor blir jeg glad, hvis du laver mine opskrifter og så tagger mig på Instagram under enten #Majspassion eller @Majspassion. Så viser jeg gerne dit madfoto under min Story (hvis du ønsker det).
Du kan også altid følge mig på både Instagram, Pinterest og på Facebook, hvor Majspassion har sin egen madside. På den måde kan du altid holde dig opdateret med alt det nye, der bliver lagt op herinde.
Opskriften på den dejlige kylling med kartofler, spinat og soltørrede tomater, kommer lige her nedenfor.
Tak fordi du læste med og rigtig god fornøjelse!
Kylling med kartofler, spinat og soltørrede tomater
Ingredienser
- 4-5 stk kyllingebryst (1 stk pr person)
- Lidt olivenolie til stegning
- 2 stk skalotteløg - fintsnittede
- 2 fed hvidløg - knuste
- 500 gram små kartofler, vaskede og halverede
- 1 lille håndfuld soltørrede tomater (jeg anvender dem uden olie) - grofthakkede
- 1 stor håndfuld friske spinatblade (husk at skylle dem grundigt) - er stilkene meget grove, fjernes de
- 3 dl Grøntsagsbouillon (jeg anvender Herbamare) Alternativt 3 dl kogende vand og 1 grøntsagsbouillonterning
- Ca 3 dl Fløde - evt madlavningsfløde
- 1 spsk friske timianblade
- Tørrede krydderier: Røget paprika og LIDT: Spidskommen og (meget lidt)cayennepeber
- 1 stor spsk Gurkemeje
- Lidt Flagesalt og friskkværnet peber til at smage til med
- 1/2 håndfuld friskrevet parmesan
- Lidt bredbladet persille eller friske timianblade som drys på den færdige ret.
Sådan gør du
- Start med at brune kyllingebrysterne i lidt olie. De må gerne få lidt stegeskorpe på begge sider. Læg dem over på en tallerken, når de er brunede - de skal ikke være gennemstegte.
- Hæld lidt mere olie på panden og sauter nu løg og hvidløg til de er gennemsigtige (du skal endelig ikke fjerne stegerester fra kyllingen - der sidder masser af smag i)
- Tilsæt de små halverede kartofler sammen med krydderierne og de soltørrede tomater og steg det hele nogle minutter.
- Tilsæt bouillon og (madlavnings)fløden - og hold evt. lidt bouillon tilbage, så du senere kan justere saucens konsistens. Lad det koge op et par minutter og tilsæt så den godt skyllede spinat og lad bladene falde lidt sammen.
- Riv lidt parmesan ned i saucen. Læg kyllingebrysterne tilbage i panden og smag på sauce, om der skal lidt ekstra krydderier til.
- Læg låg på eller dæk med staniol og lad retten simre i 15-20 minutter til kartoflerne og kyllingerne er møre (lav evt et lille snit i det største kyllingebryst og tjek om kødet er hvidt - ellers giv det lidt mere).
- Smag til en sidste gang med flagesalt og friskkværnet peber - drys med frisk timian, der passer perfekt til kartofler.Server med en stor blandet salat og stil gerne en humpel parmesan og et rivejern med ind på bordet, så familien selv kan rive lidt ost henover.
- Rigtig god fornøjelse!