Kyllingegryde med zucchini og hasselbagte kartofler

Nem og lækker gryderet……

I en travl hverdag er det dejligt med disse nemme gryderetter, der kan varieres i det uendelige med forskellige krydderier og grøntsager.

Kylling i gryden…

Når jeg laver mine gryderetter, er det som regel helt uden kød eller med kylling.

De fleste af os har brug for mindre protein end vi ofte tror – i gennemsnit 0,6 gram pr. kilo kropsvægt. I dagens Danmark spiser de fleste langt flere proteiner, end vi har behov for.

Proteiner får vi både via kød og planteproteiner lige fra linser og bønner til nødder og fuldkornsmel. De fleste af os kan sagtens skære ned på vores kødindtag og indføre dage uden kød. Det ville være godt for både vores sundhed, klima og pengepung.

Vil du helt undlade animalske proteiner og spise vegansk, vil jeg anbefale dig at sætte dig grundigt ind i, hvad du og din familie har behov for, så i alle får dækket jeres behov for især B12-vitaminer.

Forslag til tilbehør….

Som hovedregel spiser vi mindst muligt stivelsesholdige fødevarer uden at dog være fanatiske. Det betyder, at vi f.eks. ikke spiser kartofler på daglig basis, men når de er på menuen, nyder vi dem i fulde drag.

I dag havde vi lyst til hasselback kartofler og salat som tilbehør og det smagte simpelthen bare så dejligt. Du kan finde opskriften på hasselback kartofler her.

Vil du gerne undgå stivelse, kan du servere f.eks. blomkålsris, broccoliris eller en stor blandet salat som tilbehør. Du kan herinde på bloggen finde opskrifter, hvor der indgår blomkålsris og broccoliris i selve gryderetten eller måske har du lyst til at prøve denne opskrift på blomkålsris med et twist.

Rigtig god fornøjelse!

Kyllingegryde med zucchini og hasselback kartofler

En dejlig nem kyllingegryde, der er spækket med grøntsager - perfekt hverdagsmad til hele familien.
Her er retten serveret med hasselbagte kartofler, som du finder opskrift på inde på bloggen. Vil du undgå stivelsesholdige fødevarer, kan du erstatte kartoflerne med blomkålsris eller broccoliris.
Ret Gryderet, Hovedret, hurtig aftensmad, kylling, lchf/keto
Keyword gryderet, kylling, zucchini
Antal 4
Forfatter Maj Schjøth

Ingredienser

  • 4 stk. kyllingebryst (jeg beregner 1 stk. pr person)
  • Lidt olivenolie
  • 3 stk. mellemstore bananskalotteløg - fintsnittede
  • 2-3 fed hvidløg - fintsnittede
  • 2 stk. zucchini - skåret i skiver, der halveres
  • 1 stilk frisk rosmarin - fintsnittet
  • 1-2 spsk Epis Spice Chicken rub eller andet krydderi, du holder af.
  • 2.5 dl grøntsagsbouillon fx Herbamare
  • 2.5 dl Madlavningsfløde
  • Smag til med: Friskkværnet peber og salt

Sådan gør du

Så nemt er det:

  • TIP: Vil du servere hasselback kartofler, skal du starte med dem, da de har den længste tilberedningstid. Du finder opskriften inde på bloggen.
  • Varm lidt olie op i en stegegryde eller pande med høje kanter
  • Steg kyllingebrysterne, så de får en fin stegeskorpe på alle sider.
    De skal ikke steges helt færdige, da de kommer retur i saucen, hvor de får den sidste tilberedning.
  • Læg kyllingebrysterne over på en tallerken imens du laver saucen. Panden skal IKKE vaskes, da stegeresterne giver god smag til retten.
  • Tilføj evt lidt ekstra olie og sauter først løg og når de er klare og bløde tilsætter du de fintsnittede hvidløg og lader dem sautere med et minuts tid.
  • Tilføj zucchiniskiverne og krydderierne og steg det godt igennem et par minutter inden du tilsætter madlavningsfløden og bouillonen.
  • Læg kyllingestykkerne tilbage i saucen, dæk med låg eller et stykke staniol og lad retten simre indtil kyllingen er gennemstegt.
    TIP: Er saucen meget våd, kan du undlade at dække den til, så den lige så stille koger ind til den konsistens du ønsker.
    Er du i tvivl om kyllingebrysterne er færdigstegte, så lav et lille snit med en skarp kniv i det ene bryst, der skal være hvidt inden i.
  • Smag saucen til og juster med salt og friskkværnet peber.
  • Server med små kogte kartofler, hasselback kartofler, blomkålsris eller en stor blandet salat som tilbehør.
    Velbekomme!

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.