Kyllingelår med hasselback kartofler og esdragon dip
Uhmmm saftige kyllingelår med sprøde hasselback kartofler
Hvem kan sige nej til det? Ingen her hos os i hverfald!
Hos os spiser vi kylling flere dage om ugen, men næsten altid brystkødet, men kyllingen består jo af andet og mere end selve brystkødet. Derfor kom der i dag sprøde kyllingelår på bordet. Og det var en stor succes!
Som tilbehør lavede jeg hasselback kartofler og det er super nemt, for de skal bare ind i ovnen sammen med kyllingelårene.
Hasselback kartofler kan laves på flere måder. Jeg foretrækker den traditionelle opskrift med smør og så skal der tilsættes frisk rosmarin og flagesalt. Det vigtigste er, at de bliver sprøde på overfladen – det er et absolut must. Her kan ovnens grill-funktion gøre underværker de sidste minutter af tilberedningstiden.
Vild med kylling?
Er du også vild med kylling, så vil du sikkert blive glad for mine mange opskrifter med netop kylling. Prøv f.eks. den her lækre Kylling og blomkål i ranch sauce med ostegratinering eller hvad med Kylling i fad med kartofler og grønt. Du kan også kigge under fanen med KYLLING, hvor du finder en lang række af mine bedste opskrifter med kylling.
Er du også vild med lækker mad fyldt med smag, og som ikke kræver flere timer i køkkenet…? Jamen, så er du havnet det helt rigtige sted!
Min passion er nemlig lige netop at lave dejlig mad til alle. Mad, der er fyldt med farverige grøntsager, skønne krydderier og som ikke kræver en hel dag i køkkenet.
Du kan følge mig på både Instagram, Pinterest og på Facebook, hvor jeg også deler min madpassion. På den måde, kan du altid holde dig opdateret med alt det nye herinde på bloggen.
Hvis du vælger at lave nogle af mine opskrifter, er du velkommen til at tagge mig på Instagram under #majspassion eller @majspassion. Har du lyst til det, så deler jeg gerne dit madfoto på min Storyline.
Opskriften på de lækre KYLLINGELÅR MED HASSELBACK KARTOFLER kommer lige her nedenfor.
Rigtig god fornøjelse!
Stegte kyllingelår med hasselback kartofler
Ingredienser
Det skal du bruge:
- 4-6 stk kyllingelår alt efter størrelse
- 1 kg mellemstore kartofler
- 50 gram smør
- 1 håndfuld sorte oliven uden sten
Marinade:
- 2-3 spsk olivenolie
- 1-2 fed knus hvidløg
- Lidt revet citronskal og saft fra økocitron
- 1 kvist fintsnittet rosmarin
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber
Dip:
- 1 dl creme fraiche 18%
- Lidt flagesalt og friskkværnet peber
- Lidt fintrevet citronskal og saft fra økocitron
- 1 kvist fintsnittet rosmarin eller esdragon
Sådan gør du
Sådan gør du:
- Tænd ovnen på 200 grader
- I en lille skål røres en marinade af lidt olie, citronsaft, fintrevet citronskal, flagesalt, friskkværnet peber og fintsnittet rosmarin. Vend kyllingelårene i marinaden og lad dem gerne stå og trække lidt inden de steges sprøde og gyldne på panden. De skal ikke steges færdige, da de skal ind i ovnen sammen med kartoflerne.
- Læg de stegte lår over på et stykke bagepapir
- I en lille gryde smeltes smøret og den fintsnittede rosmarin røres i.
- Vask og dup kartoflerne tørre inden der laves tynde skiver 2/3 del ned i kartoflen.Læg kartoflerne over på bagepapiret sammen med de stegte kyllingelår og pensl kartoflerne med det smeltede rosmarinsmør. Fordel en håndfuld sorte, stenfrie oliven over retten.
- Sæt pladen ind i ovnen i ca 30 minutter indtil kyllingelårene er helt gennemstegte - tjek evt med en kødnål. Tag de færdigestegte kyllingelår ud og hold dem varme.Bag kartoflerne færdige i endnu 20-30 minutter eller til de er møre inden i og sprøde uden på. Pensl kartoflerne 3-4 gange under tilberedningen. Det gir ekstra sprødhed til kartoflerne.Vil du gerne have sprødt kyllingeskind, kan du lægge kyllingelårene tilbage på bagepladen og tænde grillefunktionen et par minutter. Hold øje med at de ikke brænder på. Lad gerne kartoflerne få en tur med under grillen, hvis de mangler sprødhed.
- Lav imens en lille dip ved at blende creme fraiche, hvidløg, lidt fintrevet citronskal og evt lidt af saften samt resten af de fintsnittede rosmarin (eller frisk esdragon) - smag til med flagesalt og friskkværnet peber.Hæld den over i en skål og læg et par sorte oliven og en kvist frisk rosmarin eller esdragon ved.
- Rigtig god fornøjelse!