Lasagne

Lasagne

Dejlig nem og lækker aftensmad til hele familien!

Ja altså med et barnebarn i huset, kommer alle de gamle “børneretter” igen frem i lyset – og heldigvis for det!

Jeg må indrømme, at jeg i laaang tid (alt for lang tid) har sat lasagne og andre pastaretter i skammekrogen. Måske vi bare havde lavet dem for meget, for med 3 drenge i huset, var der altid mindst en, der ønskede pasta til aftensmad.

Men jeg har også haft en meget lang periode, hvor jeg af sundhedsmæssige hensyn, simpelthen gik langt uden om stivelse. Og hvis der er noget pasta indeholder, så er det stivelse.

Med god hjælp fra en dygtig kostvejleder, har jeg fået stivelsen tilbage – men i små mængder. Det handler nemlig om balance. Derfor spiser jeg mig heller ikke længere mæt i f.eks. lasagnen (selvom jeg måske har lyst, for den er virkelig lækker).

Stivelse i balance….

For at undgå alt for store mængder stivelse – lasagne i det her tilfælde – portionsanretter jeg maden. Ej det passer ikke, for det ville være ideelt, men drengene, de mener bestemt ikke, deres lasagne skal portionsanrettes.

Men altså MIN lasagne portionsanrettes. Det er jeg simpelthen nødt til, for ellers kommer jeg helt sikkert til at spise alt for meget. 

Tidligere spiste jeg salat ved siden af, men slet ikke nok og jeg kunne ikke dy mig, så det blev altid til 2 store portioner lasagne. Ikke så sært min mave reagerede…..

Nu fylder jeg min tallerken med en lækker salat, som f.eks. en halv portion af den her BAGT TOMATSALAT MED BURRATA og så topper jeg med en portion lasagne ovenpå. Det lyder jo så enkelt og logisk, når jeg nu sidder her og skriver det, men i virkeligheden, har det været rigtig svært for mig.

Vil du alligevel gerne undgå stivelsen…? Så kan du prøve mine opskrifter på lasagne uden stivelse:

Lasagne med butternut |low carb

Spaghetti squash lasagne | LCHF

Lasagne med spidskål/LCHF

De lette løsninger…

I en travl hverdag, kan det godt virkelig uoverskueligt at få bakset en lasagne sammen, når det hele skal laves fra bunden – og så alle de gryder, der bagefter fylder hele opvaskemaskinen…..

Men bare rolig, ingen grund til panik!

Jeg er stor tilhænger af alt det lækre hjemmelavede, men hver ting til sin tid. Det er meget bedre at servere en lasagne med f.eks. en købt bechamelsauce end at købe en helt færdiglavet lasagne, der blot skal en tur i mikroovnen.

Og det er meget bedre at ty til de lette løsninger i stedet for at stresse rundt med dårlig samvittighed. Så her får du både en opskrift på den hurtige lasagne til de travle dage – og en til den dag, hvor du har tid, overskud og lyst til at bruge lidt ekstra tid i køkkenet.

Det eneste jeg simpelthen ikke orker, er at lave lasagneplader. Jeg har aldrig fået købt en pastamaskine, så på det område, griber jeg altid til en færdig variant – men en af god kvalitet naturligvis.

Er du også vild med pastaretter…?

Så vil de her opskrifter måske være lige noget for dig. Server gerne en stor salat sammen med eller bagte rodfrugter alt efter sæsonen. På den måde, får du også balance i din kost.

Pasta mexicana

Pasta med kyllingekødboller

Pastaret med kylling

Pasta risoni med kylling og svampe

Bagte peberfrugter med risoni

Spaghetti Carbonara

…. og mange flere, hvis du kigger under fanen “Pasta”.

Opskriften på den klassiske lasagne kommer her nedenfor.

Rigtig god fornøjelse!

Lasagne

Klassisk og mega lækker lasagne. Her får du både opskriften på den lette og hurtige hverdagsversion, hvor du bruger en færdig mornaysauce og en til de dage med god tid, hvor du laver det hele fra bunden.
Ret Aftensmad, Hovedret
Keyword bechamelsauce, lasagne
Forfatter Maj Schjøth

Ingredienser

  • 600 gram hakket oksekød
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 stk gule løg - fintsnittede
  • 4 fed hvidløg - fintsnittede
  • 2 brikker flåede, hakkede tomater af god kvalitet
  • 1 lille dåse tomatpure
  • 1 stk grøntsags-bouillonterning
  • 1 håndfuld friske krydderurter - jeg bruger oregano, timian og basilikum Har du ikke friske krydderurter bruger du tørrede, men i mindre mængde ca 1 tsk af hver.
  • Lidt flagesalt og friskkværnet peber til at smage til med
  • 1 pakke lasagneplader af god kvalitet
  • 2 brikker Bechamelsauce eller en hjemmelavet*
  • 2-3 håndfulde friskrevet mozzarella
  • Lidt rød chili (ikke for stærk) som pynt ved servering
  • Lidt bredbladet persille eller basilikumsblade - fintsnittet - som pynt ved servering

Hjemmelavet bechamelsauce:

  • 1 spsk smør
  • 2 1/2 spsk hvedemel
  • 1/2 liter minimælk
  • Lidt friskrevet muskatnød, flagesalt og friskkværnet peber til at smage til med

Sådan gør du

Sådan laver du din egen bechamelsauce - 2 metoder:

  • Du kan lave den ved at lave en opbagt sauce:
    Smelt smørret i en gryde og tilsæt melet. Rør godt rundt og lad den tage lidt farve, men uden at den brænder på. Pisk lidt efter lidt mælken i og lad saucen koge godt igennem
    Smag til med friskrevet muskatnød, flagesalt og friskkværnet peber.
    Det er den metode jeg bruger.
  • Alternativ metode:
    Har du ikke mod på ovennævnte metode, kan du blande lidt af mælken med hvedemelet i en melryster eller glas med låg. Ryst det godt sammen.
    Varm resten af mælken op og pisk melblandingen i og tilsæt smørret.
    Kog godt igennem til saucen jævner sig og smag til med friskrevet muskatnød, flagesalt og friskkværnet peber.
  • Sådan laver du din kødsauce:
  • Lav kødsaucen ved at varme olien op i en pande og sauter løg og hvidløg til de de er klare.
    Tilsæt det hakkede oksekød og svits det grundigt igennem hvorefter du tilsætter de flåede, hakkede tomate, tomatpure, bouillonterning og krydderier.
    Lad det koge godt igennem - smag til og juster hvis der skal tilsættes ekstra krydderier.

Sådan samler du din lasagne:

  • Tænd ovnen på 200 grader
  • Smør et stort fad eller bradepande med høje kanter med lidt olie
  • Læg først et tyndt lag bechamelsauce, lidt kødsauce, revet ost og lasagneplader.
    Fortsæt på den her måde og slut af med kødsauce og revet ost.
  • Sæt fadet i ovnen og bag indtil lasagnepladerne er helt gennembagte og lasagnen er fint gylden på toppen.
    Min fik 35 minutter.
  • Lav imens en stor portion salat
  • Tag den færdige lasagne ud af ovnen og lad den gerne står og trække 10 minutter inden servering. Pynt evt med røde chiliskiver (ikke alt for stærke) og lidt friske basilikumsblade eller bredbladet persille.
  • Rigtig god fornøjelse!

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.