LCHF-kaffe

Kaffe med æg og kokosolie…………

Lyder det bare for underligt, så prøv at glemme hvad du putter i, lav den og smag den og jeg er sikker på, at du bliver positivt overrasket. Det blev jeg og jeg, der ellers ikke er kræsen eller bange for at prøve noget nyt, har nu i et par år nægtet at smage på denne underlige kaffe.

Det var en fejl, for nu hvor jeg endelig har taget mod til mig, er den blevet en klar favorit og jeg kommer til at lave den som morgenmad de morgener, hvor jeg skal tidligt hjemmefra.

Jeg har lagt den ind i Madlog og kan derfor fortælle, at med min måde at lave den på, så koster den 160 kcal og 2.9 gram kulhydrat hvis du spiser Keto.

Med hensyn til mæthed, så mætter den selvfølgelig mere end et almindeligt glas kaffe pga ægget og kokosolien, men hører du til dem, der er meget glade for en stor og mættende morgenmad, så skal du nok spise noget ekstra for at holde skansen indtil frokost.

For mig, der ikke er så sulten om morgenen, passer den perfekt og især de morgener, hvor jeg kører tidligt hjemmefra for at hænge udstillinger op rundt omkring i landet, ja da kommer jeg ofte afsted bare med et termokrus kaffe – nu får den så en tiltrængt upgrade.

Der er forskellige måder at lave LCHF-kaffen på og der er flere opskrifter, hvor man kommer smør eller både smør og kokosolie i. Hvis du ligesom jeg skal passe lidt på mht kalorieindtaget og måske også er lidt forbeholden ved de store mængder fedt, så prøv dig frem og find ud af, hvad du synes smager bedst. Jeg er ikke så glad for smør, simpelthen fordi jeg ikke kan li smagen, så jeg har kun prøvet kokosolie-versionen.

Krydderier: Du kan eksperimentere med kanel, kardemomme eller måske usødet cacao.

Sødemidler: Altid et omdiskuteret emne, men jeg bruger Sukrin Gold

Det bruger jeg:

  • 200 ml stærk kaffe (jeg laver en stærk Lungo på min Nespresso maskine)
  • 1 æg str M/L
  • En lille smule sukrin Gold (2 gram)
  • 1 lille spsk kokosolie (10 gram)
  • Lidt kardemomme og kanel

Sådan gør jeg:

DER SKAL BRUGES STAVBLENDER

  1. Hvis du opbevarer dine æg i køleskabet, så tag et æg ud og læg det i et glas eller lille skål med varmt vand. Det kolde æg vil ellers hurtigt afkøle din lækre kaffe og det ville være en skam.
  2. Jeg hælder også godt varmt vand i blenderglasset
  3. Lav din kaffe – god og stærk
  4. Hæld det varme vand ud af blenderglasset og slå ægget ud i den
  5. Tilsæt kokosolien og det krydderi du bedst kan lide – jeg bruger kardemomme
  6. Tilsidst tilsætter du den varme kaffe og blender omgående det hele godt sammen med din stavblender
  7. Hæld over i dit kaffeglas og giv et pynte-drys – jeg bruger kanel
  8. Nyd den mens den er varm

Velbekomme

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments