Løvstikke mayo – sommerens lækreste mayonnaise

Løvstikke mayo

I dag vil jeg vise dig, hvordan du nemt kan lave en rigtig skøn mayonnaise til f.eks. smørrebrød og sandwich. Hører du nu til dem, der ikke har prøvet det før – altså at piske din egen mayonnaise, eller har du hørt at det er svært osv. Så frygt ikke. Med min metode, er der ikke noget der hverken er svært eller som skiller.  Og har du lavet din egen hjemmepiskede mayonnaise een gang, så gider du ikke spise den færdiglavede mere. Det er SÅ nemt og smager SÅ meget bedre.

Og hvorfor skal vi nu lave løvstikke mayo…? Jo det skal vi, fordi løvstikken står så flot lige nu og den breder sig ud over det hele. Så der skal bare høstes alt, hvad der høstes kan. Men vi skal jo også have lidt ideer til at bruge den skønne urt. Så derfor!

Løvstikke mayo

Vær den første til at vurdere!
Nem og lækker mayonnaise med løvstikkeolie.
Antal: 1 portion

(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)

Ingredienser

Det skal du bruge til løvstikkeolien:

  • 2 store håndfulde løvstikkeblade – der med gerne komme små stængler med, men ikke de store tykke)
  • Ca 2-3 dl smagsneutral olie som vindruekerne, solsikke eller raps – men INGEN olivenolie! (Olien skal fylde så meget, at blenderen kan få fat, men til selve mayonnaisen, skal du bruge ca 2 dl løvstikkeolie.)

Det skal du bruge til mayonnaisen:

  • 2 stk æggeblommer str M/L – brug ALTID friske æg til mayonnaise
  • 1 tsk flagesalt
  • 1 spsk Dijonsennep – evt lidt mere alt efter smag og behag
  • Lidt friskkværnet peber
  • Ca 2 dl løvstikkeolie (er der ikke nok løvstikkeolie supplerer du med en smagsneutral olie)

Instruktioner

Sådan laver du løvstikkeolien:

  • Snit løvstikkebladene groft og læg dem op i blenderglasset og hæld smagsneutral olie i, så blenderen kan få fat. Jeg brugte ca 3 dl.
    Der må gerne være små sidekviste med, men ikke de større grene. De gir en bitter smag til olien.
  • Kør på højeste hastighed og nyd hvordan olien skifter farve og får den smukkeste grønne farve. Mærk på glasset om det begynder at blive varmt – så blir der frigivet olier fra løvstikken og det er godt.
  • Ønsker du en jævn olie, kan du hælde den igennem en finmasket si inden olien hældes på en rengjort flaske, der opbevares mørkt og i køleskabet.
    Men har du lavet en enkelt portion skal du blot sørge for, at den er hældt over i noget, der er nemt at hælde med med een hånd (den anden bruger du til at holde skålen med).

Sådan laver du løvstikke mayo der IKKE skiller

  • Sørg for, at alle ingredienserne har nogenlunde samme temperatur.
  • Læg æggeblommer, flagesalt, lidt friskkværnet peber og dijonsennep ned i en skål og pisk den ensartet med stavblender eller håndmixer. Herefter begynder du at tilføje løvstikkeolien under KONSTANT piskning.
    Hold lidt pause med olien undervejs og nøjes med at piske rigtig grundigt inden du forstæetter indtil du har opnået den konsistens på mayonnaisen du ønsker. Oplever du, at der ikke er løvstikke olie nok, så bruger du bare den smagsneutrale olie til resten. det fungerer fint.
  • Hæld mayonnaisen over i et rengjort og skoldet glas, skru låget på og opbevar den på køl, hvor den fint kan holde sig et par dage.
    HUSK du har anvendt rå æg og derfor vil holdbarheden være begrænset og det er vigtigt, at mayonnaisen opbevares i køleskabet og ikke står ude på køkkenbordet.
  • Løvstikke olie smager skønt som base i sommerens salatdressings, marinader, dryppet på pizza og henover de kogte grøntsager.
    Løvstikke mayo smager skønt til sommerens smørrebrød eller som spread i sandwich eller som dip til fritter.
Bedøm opskriften
Vær den første til at vurdere!

(En bedømmelse og en kommentar er meget værdsat!)

Pin Del Udskriv
Fik du lavet opskriften?Tag mig gerne på IG med @majspassion eller brug #majspassion, hvis du laver mine opskrifter, det er så dejligt at se når I laver min mad!

Løvstikke og nye danske kartofler…..det er simpelthen indbegrebet af SOMMER!

Løvstikken, der er en af vores gamle lægeurter, får lange stængler med mørkegrønne blade, der nærmest ligner bladene på en selleriplante. Løvstikke er den perfekte suppeurt, da den både smager af porre, selleri og sellerirod på en gang. Det er nok derfor, den af mange kaldes for “MAGGI-urt”.

Løvstikken visner ned i vinterperioden, men kommer frem med nye friske skud lige på samme tid, som vi kan begynde at nyde de første nye danske kartofler. Det er helt perfekt, for en af de lækreste måder at anvende netop løvstikke på, er at tilføje en håndfuld friske blade til kogevandet sammen med masser af salt.

Løvstikken behøver ingen højbede eller køkkenhave, men trives også fint i havens almindelige bede, når bare der er lidt sol og halvskygge – og du husker at vande den i tørre perioder.

Men altså løvstikken kan så meget andet end bare at fungere som suppeurt, men vær varsom, for den er meget kraftig i smagen, når den spises rå.

For at lave løvstikke mayonnaisen, skal vi først lave en nem lille løvstikkeolie. Det er ganske enkelt løvstikkeblade, der blendes med lidt smagsneutral olie til en ensartet og meget smuk grøn olie. Olien kan du også bruge til andre ting end lige mayonnaise. Prøv den som base i sommerens salatdressings og marinader til f.eks. kartoffelsalat. Du kan også dryppe den over pizzaen, de kogte grøntsager osv.

Vild med lækkert brød…?

Smørrebrød er bare lækkert, men desværre også en ret dyr fornøjelse, hvis en hel familie skal skal blive mætte. Samtidig er smørrebrød som hovedregel også pakket med kød og usunde salater af forskellig art. Det synes jeg er ærgerligt, så derfor har jeg lavet et særskilt indlæg, hvor jeg gir dig inspiration og opskrifter på det jeg kalder GRØNT SMØRREBRØD.

Du vil herinde også finde andre lækre opskrifter med brød som hovedrolle. Prøv f.eks. mit TOMATBRØD eller hvad med Olivenbrød, der er ostegratineretGratineret gedeostebrød, der er perfekt som appetizer eller som tilbehør til supper.

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments