Majspassion hacket | Min instagramkonto holdes som gidsel
Majspassion hacket….
Ja ØVVVV så blev det min tur til at få min Instagram konto hacket – og jeg er desværre langt fra den eneste.
Hacking var før noget, der forekom meget sjældent og kun hos store virksomheder, hvor der blev forlangt uhørt høje løsesumme. Nu har hackerne så kastet sig over langt mindre virksomheder – og især små virksomheder, der er aktive på de sociale medier.
Derfor oplever især bloggere, der deler deres indhold på Instagram og facebook, at deres konti hackes og der opkræves løsepenge for, at de får deres konto tilbage.
Mange vælger at betale det forlangte og nogle er heldige, at få deres konto tilbage. Andre betaler, men får sig blot en lang næse og en tømt eller ødelagt konto tilbage.
Af princip nægter jeg at betale en hacker og jeg nægter også at gå i dialog. Gør vi det, så kommer vi aldrig det her uvæsen til livs. Så længe nogle betaler, så fortsætter de med at hacke.
Derfor vil du opdage, at min gamle Instagram-konto MAJSPASSION nu er væk og de links du finder rundt om i mine blogopslag virker heller ikke.
Jeg har hyret et spansk firma, der er specialister i hacking. De arbejder nu på, at få min konto tilbage i hel stand. Om det lykkes er endnu uvist, men jeg håber.
Indtil vi har klarhed over det, har jeg oprettet en ny Instagram-konto under næsten samme navn. Den hedder Majspassions – der er bare kommet et s på det gamle navn.
Forhåbentlig er den nye konto kun midlertidig, men som sagt er det uvist, om jeg får min gamle konto tilbage. Og vi ved heller ikke, om den er tømt eller ødelagt.
Jeg håber, at du i mellemtiden vil følge mig på Majspassions og jeg skal selvfølgelig nok holde dig opdateret med, hvordan det hele går.
Hvis du har lyst til at læse om, hvordan hacker-angrebet foregik, så kan du læse mere nedenfor.
Fra +10.000 følgere til 0 på ingen tid….
Hackerangrebet skete om formiddagen, imens jeg og min mand besøgte mine samarbejdspartnere på Formland messen i Herning. Min mobil var sat på lydløs og jeg havde bare sådan brug for en enkelt “fridag” uden de sociale mediers konstante krav om kontakt.
Da vi kom hjem om aftenen, fik vi et chok. Der lå flere mails med besked om, at min mail-adresse var ændret og senere besked om, at mit mobilnummer også var ændret. Det burde slet ikke kunne ske uden min godkendelse.
Som anbefalet har jeg en såkaldt tofaktor-godkendelse. Dvs at andre ikke kan ændre min mail og mobilnummer uden at jeg har givet tilladelse til det. Men ja, det lykkedes så alligevel hackeren at ændre begge dele – og dermed havde han fuld kontrol over min instagramkonto.
Så i løbet af ganske få minutter gik jeg fra at have plus 10.000 følger til en lukket konto.
Da hackeren opdagede, at jeg forsøger at få adgang til min konto, startede et sandt mareridt med konstante opringninger, beskeder osv med krav om løsepenge og trusler om sletning af min konto, salg af firmanavn og alle de 600 madfotos fra min konto.
Det var grimt og helt vildt. Der blev sendt og ringet så meget, at min mobil var helt blokeret. Det fortsatte også dagen efter, hvor den krævede løsesum ændrede sig fra gang til gang. Lidt komisk var det, at hackeren var så aggressiv, at han helt glemte at skrive, HVOR jeg i givet fald skulle indbetale beløbet. Ja, ja det kan jeg grine lidt af nu. Men i selve situationen, var det meget voldsomt.
Tak for din støtte og opbakning – og tak fordi du læste med.
Kh Maj