Mandelmarengs med rabarberskum og friske jordbær – low carb

Sommerens allerbedste kage…

Det er store ord, men ikke desto mindre sandt, for her er to af sommerens absolutte favoritter, nemlig rabarber og jordbær, i skøn forening!

Kagen her fungerer perfekt til en sommerfest uanset om det er fødselsdag, studenterfest eller en barnedåb. Bunden kan du lave forinden og ligeså de bagte rabarber. Så skal kagen blot pyntes lige inden serveringen – det er da nemt.

Low carb…hvordan?

Som nævnt i andre kageindlæg, er det egentlig noget af en tilsnigelse, at kalde dem low carb, for alene jordbærrene får alle kulhydrattal til at stige.

Når jeg alligevel kalder den low carb, skyldes det at der dels ikke er tilsat mel og så er kagen lavet uden brug af traditionel sukker.

Jeg bruger som altid Sukrin Gold, der stort set ikke indeholder kalorier, men vær obs på, at det stadigvæk indeholder kulhydrater. I kager og desserter tilsætter jeg en smule kokosblomstsukker.

Kokosblomstsukker har en meget dyb sød smag, der dækker over den kolde smag, som sukrinprodukterne desværre har. Samtidig søder kokosblomstsukker langt mere end almindeligt sukker og rørsukker og dermed bruges der mindre.

Kokosblomstsukker, der også kaldes kokossukker køber jeg i den lokale helsebutik.

Jordbærkage - bare sommerens bedst!

En lækker kage med mandelmarengs som bund, rabarberskum og friske jordbær og mørk chokolade på toppen
Ret Brød og kager, småt og godt, Dessert
Keyword jordbær, mandel, marengs, rabarber, sommerkage
Antal 6
Forfatter Maj Schjøth

Ingredienser

  • Til mandelmarengsbunden:
  • 4 bægre æggehvider
  • 50 gram Sukrin Gold Eller rå rørsukker
  • 50 gram kokosblomstsukker Eller rå rørsukker men vær obs på at kokosblomstsukker søder mere end alm sukker, så måske du skal tilsætte lidt ekstra....
  • 250 gram mandler De skal IKKE smuttes
  • Til rabarskum:
  • 300 gram rabarber
  • 2 spsk Sukrin Gold
  • 1 spsk kokosblomstsukker
  • 1/2 tsk vanillepulver
  • 5-6 dl piskefløde
  • Til topping:
  • 1 bakke jordbær
  • 100 gram mørk chokolade minimum 72%

Sådan gør du

  • Sådan laver du mandelbunden:
  • Tænd ovnen på 175 grader (varmluft)
  • Hak mandlerne i en minihakker, men ikke så de bliver til mel.
  • Pisk æggehviderne næsten stive inden du tilsætter sukkeret. Pisk dem nu helt stive
  • Vend mandlerne forsigtigt i de stive æggehvider, men pas på du ikke slår luften ud af æggemassen.
  • For en bageform på ca 23 cm med bagepapir og fordel marengsmassen i formen
  • Bag i 25-30 minutter - kokosblomstsukker gør bagværk lidt mørkere end hvis du anvender alm sukker
  • Lad den færdige bund afkøle helt på en bagerist
  • Sådan laver du rabarberskum:
  • Skyl rabarberne grundigt fri for evt sand og fjern top og bund.
  • Skær dem i ca 2 cm lange stykker og læg dem i en ildfast fad
  • Drys sukring gold og kokosblomstsukker og vanillepulver henover
  • Bag dem ved 175 grader (varmluft) i 30 minutter (de kan bages samtidig med mandelbunden hvis du bruger varmluft)
  • Prik i dem med en gaffel for at tjekke, at de er helt gennembagte
  • Tag dem ud og mos dem med en gaffel og lad dem køle helt af
  • Sådan samler du kagen:
  • Skyl jordbærrene mens stilken sidder på, så undgår du vandede jordbær. Skær dem i halve eller kvarte - eller brug dem hele som de er, hvis du foretrækker det.
  • Hak chokoladen groft
  • Pisk fløden til skum og vend de bagte rabarber i
  • Fordel rabarberskummet over mandelbunden, pynt med jordbær og drys derefter med grofthakket chokolade.
  • Nyd den!