Marineret kylling i svampesauce

Marineret kylling i cremet svampesauce – og så med de lækreste smørstegte kartofler….

Min uundværlige slagter havde i dag nogle store flotte kyllinger i køledisken. Han havde lagt dem i en lækker, krydret marinade – og dem kunne jeg selvfølgelig ikke stå for.

Marineret kylling i svampesauce med crispy kartofler

Vær den første til at vurdere!
Lækre marinerede kyllinger i en cremet svampesauce serveret med crispy kartofler i små cocotter
Antal: 2

(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)

Ingredienser

Det skal du bruge til kylling og svampesauce:

  • 2 stk. pænt store marinerede kyllingebryster eller lår gerne med "pind" (Lav evt selv en marinade af olivenolie, knust hvidløg, friske eller tørrede krydderier af timian, rosmarin, salt, friskkværnet peber og evt. lidt karry. Rør det hele godt sammen og læg den sammen med kyllingebrysterne ned i en frysepose, luk den godt til og stil den på køl nogle timer og gerne natten over.)
  • 1 bakke champignoner – rengjorte og skåret i kvarte eller halve alt efter størrelse
  • Lidt olivenolie eller smør til stegning
  • 1 mellemstort skalotteløg – fintsnittet
  • 2 fed hvidløg – fintsnittet
  • Lidt salt og friskkværnet peber til at smage til med
  • 1.5 dl hvidvin
  • 3-4 dl fløde eller madlavningsfløde
  • 2-3 spsk gastrik eller fond
  • Evt lidt saucekulør, hvis du ønsker saucen en smule mørkere

Det skal du bruge til de crispy kartofler:

  • 250-300 gram kartofler – vaskede og skåret i papirstynde skiver evt med mandolinjern
  • 50 gram smør
  • 1 fed hvidløg – knust
  • Lidt frisk timian eller rosmarin – fintsnittet
  • Evt. lidt revet citronskal (økocitron)
  • Lidt flagesalt og friskkværnet peber

Instruktioner

Sådan laver du crispy kartofler:

  • Varm ovnen op til 180 grader
  • Vask og dup kartoflerne tørre. Er de meget grimme i skrællen, må du overvejer at skrælle dem, men behold så vidt muligt skrællen på.
  • Skær dem i papirstynde skiver med en skarp kniv eller på et mandolinjern.
    Skal du lave mange, er det meget lettere at skære dem på et mandolinjern – pas godt på fingrene!
  • Læg dem i et ildfast fad – evt i små cocotter, så hver får deres egen.
  • I en gryde smeltes smør sammen med de friske finthakkede krydderurter, det knuste hvidløg og evt lidt fintrevet økologisk citronskal.
  • Pensel kartoflerne grundigt med smørblandingen og sæt dem ind i den varme oven.
    Hvert kvarter pensler du kartoflerne med smør-blandingen indtil de er færdige.

Sådan laver du kyllingerne og svampesaucen:

  • Smelt lidt smør eller olie i en stegegryde/pande med høje kanter
  • Steg de marinerede kyllinger, så de får en flot gylden stegeskorpe og de ikke længere er røde inden i (kylling skal altid gennemsteges).
    Stegetiden afhænger helt af størrelsen, så tjek efter evt ved et lille snit med en skarp kniv.
    Tag dem op og hold dem varme imens du laver svampesaucen.
  • Sauter løg, hvidløg og svampe i stegeresterne fra kyllingen. De må gerne tage farve og få en fin stegeskorpe.
  • Tilsæt gastrik/fond, hvidvin og fløde og lad saucen koge godt igennem.
  • Smag til og juster evt med ekstra salt og friskkværnet peber.
  • Kog saucen ind til den ønskede konsistens.
  • Læg kyllingebrysterne tilbage i saucen, drys med friske krydderurter eller fintsnittet persille
  • Server med crispy kartofler
  • Velbekomme!
Bedøm opskriften
Vær den første til at vurdere!

(En bedømmelse og en kommentar er meget værdsat!)

Pin Del Udskriv
Fik du lavet opskriften?Tag mig gerne på IG med @majspassion eller brug #majspassion, hvis du laver mine opskrifter, det er så dejligt at se når I laver min mad!

Valg af sauce…..

Vi prøver at spise de råvarer, der er i sæson og da vi har efterår, bugner grøntafdelingen med forskellige svampe. Derfor var det oplagt at lave en lækker svampesauce.

Det kunne også smage dejligt med den druesauce, som jeg lavede forleden til fasanerne. Den blev flamberet i cognac og smagte fantastisk! Du finder opskriften på den cognacflamberede druesauce her.

Gastrik – i mange af mine saucer bruger jeg gastrik som smagsgiver i stedet for eller kombineret med en fond. Jeg laver min gastrik selv og det er på ingen måde svært og sørger du for at opbevare den på køl i et skoldet glas med tætsluttende låg, kan den holde sig i “evigheder”.

Har du ikke gastrik, kan du blot anvende en fond f.eks. vildt eller andefond.

Valg af tilbehør…

Crispy kartofler bagt i små cocotter med krydder-smør, så vi får hver vores lille portion. Det er super hyggeligt og lækkert!

Det er meget sjældent at jeg spiser kartofler og egentlig ville jeg lave mine crispy kartofler med søde kartofler. Desværre kunne jeg ikke finde søde kartofler i pæne størrelser. De var alle meget store og runde og det ville ikke fungere til denne ret – i hvertfald ikke rent visuelt.

Vil du gerne undgå stivelsen fra de almindelige kartofler, kan du sagtens udskifte den almindelige kartoffel med den søde af slagsen. Fremgangsmåden er helt den samme.

Rigtig god fornøjelse!

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments