Når hovedet vil, men kroppen ikke kan…

En skøn dag på golfbanen.

Vi hører det igen og igen – vigtigheden af at være fysisk aktiv. Vi kan næsten ikke åbne en avis, et magasin, Tv’et, Instagram, Facebook osv osv. Alle steder blir den fysiske aktivitet lovprist og alle de, der endnu ikke er hoppet med på vognen og har set lyset, blir i den grad påvirket til at komme afsted.

Og de har jo ret, de kære mennesker, der vil os det allerbedste! Fysisk aktivitet er fantastisk…hvis altså kroppen vel at mærke kan holde til det.

En tidlig morgenløbetur. Der findes (næsten) ikke noget bedre og slår en time ekstra under dynen med flere længder!

Hos mig er det hele vendt på hovedet….

Jeg har været fysisk aktiv hele livet, så der har aldrig været behov for at opfordre mig til at motionere. Jeg har altid dyrket en eller flere sportsgrene ad gangen og gerne suppleret med løbeture, cykelture og lange, lange gåture. Det er kommet helt af sig selv og jeg har nærmere haft svært ved at sidde stille.

At være fysisk aktiv er en del af mig. Det ligger i mit DNA og jeg har faktisk lidt svært ved at forestille mig et liv uden sport og en masse bevægelse. Ikke fordi jeg tidligere tænkte så meget over det, for det var bare sådan!

Faktisk har jeg altid haft enormt svært ved at forstå de mennesker, der IKKE kunne se, hvor dejligt det var at træne hårdt og længe.

Men så kom skaderne…..

De fleste, der dyrker rigtig meget motion oplever ind imellem at få en skade, der driller i kortere eller længere tid. Men man kommer over det og kommer videre. Sådan har det også være for mig – op på hesten igen!

Men en dag gik det alligevel galt. Jeg lavede en discusprolaps under et udslag på golfbanen. Den sad i de nederste lændehvirvler og var stor. En scanning viste, at min ryg var meget slidt – alt for slidt til at jeg burde fortsætte ridning, løb og golf….

En discusprolaps gør virkelig ondt, men ikke nær så ondt som at få besked om, at der fra nu af var begrænsninger for mine fysiske udfoldelser. Jeg kunne og ville ikke acceptere lægernes besked og jeg kæmpede indædt imod alle deres velmenende råd og formaninger. Jeg skulle nok vise dem, at jeg kunne komme tilbage.

At jeg skulle opgive ridningen fordi et eventuelt fald fra hesten ville være noget nær katastrofalt, var en ting. Men golfen og mine løbeture, dem skulle de bare ikke pille ved. Og jeg kom også tilbage takket være et genoptræningsprogram med masser af langsom tung styrketræning, smidighedstræning og et løbetræningsprogram.

Den svære balance….

Tålmodighed er ikke min spidskompetence. Det må jeg indrømme. Da jeg samtidig elsker at træne, er det en farlig cocktail, når kroppen får en skade og man bare ikke kan vente med at komme tilbage på sporet.

Alt for ofte er jeg gået for hurtigt frem, har lukket ørerne for mine behandleres gode råd og smidt genoptræningsplanerne ud. Bare kørt på efter devisen: Det skal trænes væk.

I starten gik det godt, men efterhånden som kroppen blev mere og mere slidt, kom der flere og flere alvorlige skader til. Nogle kom jeg aldrig rigtig over, men lærte at leve med og ignorere smerterne, så jeg kunne få lov at træne. Men til sidst blev det uoverskueligt med skader og smerter – lidt som igen og igen at blive slået hjem i Ludo, lige før mål.

Jeg ville gøre det hele om igen….

Meget kunne være anderledes, hvis jeg havde taget skaderne alvorligt og givet kroppen den ro og den tid, der skal til for at komme igennem en skade. Men vi lever vores liv forlæns og ikke baglæns, så det hjælper ikke så meget at gå rundt og tænke: “Hvis nu bare…”. Faktum er, at jeg har elsket al min sport, min træning og fik jeg muligheden, ville jeg gøre det hele om igen.

I dag lever jeg med en meget slidt krop, der er stiv og øm hver morgen. De lange løbeture og gåture er i dag erstattet af langsom tung styrketræning kombineret med lange svømmeture i opvarmet basin. Det varme vand gør bare godt i de stive led og jeg har endelig fundet en måde, hvor jeg kan træne, så jeg føler mig “trænings-mæt” uden at slide eller gøre (mere) skade på kroppen.

Jeg savner rideturene, golfturene, løbeturene og de lange gåture – og ja, jeg savner at vågne op om morgenen uden de stive og ømme led. Mit håb er at jeg til næste år, kan vende tilbage på golfbanen og genoptage de lange gåture. Det er det, jeg arbejder hen imod.

Hvis projektet skal lykkes, skal jeg for det første have smidt en del kilo, for at mindske belastningen på mine led. Dernæst har jeg behov for kyndig behandling og vejledning i, hvordan jeg kan træne, så jeg bygger min krop og i stedet for at bryde den ned.

Det blir et langt sejt træk, som jeg vil dele med jer læsere herinde på bloggen. Håber du vil følge med – og måske du kan blive inspireret!

Med kærlig hilsen.

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.