Nachos med pulled chicken

Engang imellem må man gerne…..

Nachos hører bestemt ikke til i den sunde ende af madskalaen, men hånden på hjertet – har vi ikke alle brug for lidt comfortfood engang imellem…?

Hjemme hos os, er vi rigtig glade for nachos, der ofte bliver lavet ret hurtigt og uden de store armbevægelser med tortilla chips, salsa, revet ost og guacamole serveret ved siden af. Hurigt og nemt, når lysten til noget lækkert melder sig.

Denne gang havde jeg en rest pulled chicken liggende og den gav lige en ellers lækker ret noget af en upgrade. Det er meget let at lave pulled chicken, men det tager selvfølgelig lidt tid og jeg laver derfor altid pulled chicken med et ekstra kyllingebryst, så der er lidt ekstra til en bowl eller som her en mere syndig hyggeret.

Jeg laver pulled chicken således:

  • Lav ovntemperatur – 125 grader i 3 timer
  • Jeg lægger et stort stykke staniol i bunden af et ovnfast fad
  • Lægger kyllingebrysterne ned i og krydrer dem godt
  • Jeg bruger forskellige marinader som f.eks færdiglavet BBQ eller laver en selv af olie iblandet krydderier fra f.eks. Vestjyske Delikatesser.
  • Der skal ingen væde ved, for kyllingen “smider” selv væde og det rækker fint
  • Dæk kyllingen godt til med folien og stil den ind i ovnen ved MAX 125 grader i 3 timer
  • Tag kyllingebrysterne ud og træk dem fra hinanden med en gaffel
  • Bland med den væde som kyllingen har smidt og tilsæt evt flere krydderier/BBQ hvis du gerne vil ha det ekstra spicy

Jeg laver gucamole således:

  • Mos avocadokødet med en gaffel
  • Tilsæt citronsaft, knust hvidløg, flagesalt, friskkværnet peber og evt. lidt chiliflager
  • Tilsæt græsk yoghurt eller cremefraiche
  • Rør alt grundigt sammen og smag til

Du kan også prøve denne guacamole-opskrift, der er lidt mere spicy.

Sådan laver jeg nachos med pulled chicken:

  1. Fordel et lag tortilla-chips på et fad eller stor tallerken
  2. Fordel lidt pulled chicken og salsa henover og drys med revet cheddar
  3. nyt lag chips osv
  4. Sæt det ind i en 200 grader varm ovn til osten er smeltet – også i midten
  5. Tag fadet ud af ovnen, drys med friskhakket bredbladet persille og læg skiver af avocado ovenpå
  6. Server med guacamole i en skål ved siden af

Velbekomme!