Ostekartofler i lag
De her små banditter er svært vanedannende……
– og kan varieres alt efter hvilke krydderier og oste du vælger at anvende. De er super nemme at lave og smager skønt både som tilbehør, i en frokostbowl eller til tapas.
I dagens opskrift er de anvendt som en del af et tapasbord, men her finder du opskriften på, hvordan de kan anvendes som tilbehør sammen med grønne bønner sauteret med chorizopølse. https://www.majspassion.dk/boenner-med-shorizopoelse/
Jeg har denne gang brugt revet rød cheddar, men du kan bruge lige de oste du foretrækker eller kombinere dem ligesom du kan tilsætte chiliflager eller cayennepeber for at spice dem op.
Jeg laver dem i muffinforme, der sikrer at de holder formen og da der tilsættes smør bliver formene IKKE sprayet før anvendelse.
Jeg har brugt følgende:
- 5 mellemstore kartofler
- 3 spsk smeltet smør
- Krydderier: Frisk timian, salt og friskkværnet peber
- Revet rød cheddar eller anden ost du foretrækker
Sådan gør jeg:
- Varm ovnen op til 200 grader
- Snit kartoflerne til tynde skiver på mandolinjern
- Smil smørret i en lille gryde
- Læg kartoffelskiverne i en skål sammen med det smeltede smør, krydderierne og reven ost – vend det hele godt rundt, så alle kartoffelskiverne får “fyld” på.
- Fordel kartoffelskiverne i muffinformene, så de bliver høje tårne. Kartoflerne vil synke lidt under tilberedningen, så lav dem endelig ikke for lave.
- Dæk muffinformene med staniol og sæt dem ind i ovnen i 20 minutter
- Fjern staniol og lad dem bage færdige i ca 15 minutter indtil de er møre og gyldne på overfladerne
- Server dem lune og drys gerne lidt ekstra frisk timian og flagesalt henover
Velbekomme