Ovnbagt laks med limesmør

 

Så simpelt – og så lækkert!

Laks er min absolutte ynglingsfisk og jeg spiser den så ofte som muligt både som fersk og som røget.

Ud over at være virkelig velsmagende, synes jeg også at laks er både hurtig og let at tilberede og den kan varieres i det uendelige.

Dengang børnene var små, var laksegratin et kæmpe hit på linie med laksefrikadeller, om sommeren smider vi gerne et par laksekoteletter på grillen og her i vintermånederne laver vi ofte laksestykker i ovnen med en god skefuld limesmør eller hvidløgssmør henover.

Dagens opskrift er netop med limesmør, der såmænd helt ukompliceret er blødt smør, der er rørt op med limeskal, limesaft, knust hvidløg, salt og lidt friskkværnet peber.

Tidligere ville jeg have serveret små kogte kartofler til og hvis du spiser kartofler, smager det jo ganske vidunderligt. Jeg elsker kartofler, men tåler dem desværre meget dårligt, så derfor spiser jeg ikke længere kartofler på daglig basis. I stedet laver jeg en stor blandet salat, som jeg server til. Nu hvor vores børn er flyttet hjemmefra, spiser både min mand og jeg salaten uden yderligere tilbehør og bliver fint mætte uden hverken kartofler eller brød.

Til dagens laks, har jeg lavet en stor thai-inspireret og meget mættende salat, som du kan finde opskriften på her.

Jeg har brugt 1 pakke med 4 lakseportioner i varierende størrelse, købt fra frost og optøet i køleskabet fra om morgenen. Det blev til aftensmad til 2 voksne samt frokost til 1 person dagen efter.

Det brugte jeg:

  • 4 laksefileter med skind
  • 1 stor spsk blødt smør
  • 1 lime saft plus skal
  • 2 fed knuste hvidløg
  • Friskhakket bredbladet persille
  • Flagesalt og friskkværnet peber
  • Limeskiver

Sådan gør jeg:

  1. Varm ovnen op – 180 grader passer til min ovn
  2. Smør, limesaft og fintrevet skal røres med knust hvidløg, lidt flagesalt og friskkværnet peber. Tilsæt finthakket bredbladet persille.
  3. Læg laksefiletterne ned i en ovnfast fad og fordel halvdelen af smørret på fisken (resten gemmes)
  4. Læg evt et par skiver lime ovenpå
  5. Krydr med friskkværnet peber og flagesalt
  6. Sæt laksen i ovnen ca 20 minutter
  7. Lav imens tilbehøret
  8. Når laksen tages ud af ovnen fordeler du resten af smørret henover

Velbekomme🧡

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments