Pak Choi – ristet med cashewnødder og sesam

Pak Choi – en virkelig skøn og velsmagende grøntsag, der fortjener meget større udbredelse herhjemme.

Kan du få fingrene i dem, så benyt lejligheden til at lave denne hurtige og sunde ret, der smager super dejligt til både fisk- og kyllingeretter. I dagens version, har jeg valg at riste den ganske kort i min wokgryde sammen med bl.a. cashewnødder.

Jeg er altid på jagt efter spændende grøntsager – især dem med smukke farver. De lokker og det gjorde disse pak choi også på markedet i Flensburg forleden. Og de skuffede bestemt ikke og hvor er det en skam, at de kan være svære at få fat i i de almindelige danske supermarkeder.

Find opskriften på en lækker ovenbagt laks med sprød topping, der passer perfekt til denne ristede pak choi lige her.

Det har jeg brugt:

  • 2 pak choi
  • 1 – 2 skalotteløg
  • Lidt olivenolie til stegning
  • Nogle cashewnødder
  • Hvide sesamfrø
  • Lidt oystersauce – alternativt fishsauce, Tamari el lign
  • Citronskal fra økologisk citron
  • Flagesalt og friskkværnet peber

Sådan gør jeg:

  1. Du kan bruge hele pak choien, bare ikke den allernederste bund, som du skærer af
  2. Vask bladene fri for sand og dup dem tørre
  3. Den grønne del skærer du fra og lægger til side
  4. De hvide stængler skærer du i mindre stykker
  5. Snit skalotteløgene fint
  6. Sauter først skalotteløgene i lidt olie til de bliver blanke og tilsæt så de hvide pak choi stængler
  7. Tilsæt lidt salt, friskkværnet peber, cashewnødder og riv lidt citronskal henover
  8. Når de er ved at være møre, tilsætter du lidt oystersauce eller fishsauce
  9. Snit de grønne blade fra pak choi’en i mundrette stykker og vend dem i den varme pak choi anretning
  10. Giv et drys hvid sesam og evt lidt ekstra nødder
  11. Smag til og server f.eks. sammen med fisk eller kylling.

Velbekomme

 

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.