Pasta med gul squash – ostegratineret
Trottole – snurretop på italiensk.
Jeg er ikke længere den store pasta-spiser. Måske fordi jeg med tre nu voksne børn, har lavet min andel af pastaretter….
Engang imellem melder lysten til en lækker pastaret sig alligevel, men så skal den laves med en rigtig lækker pasta og med masser af grønt og skønne krydderier.
Sådan en opskrift får du i dag – og så er den oven i købet ostegratineret. Det sætter lige prikken over i’et.
Du kan naturligvis udskifte Trottole-pastaen med alle andre pastavarianter, jeg er bare vild med de store pasta-varianter.
Rigtig god fornøjelse! Opskriften kommer nedenfor billederne.
Pasta Trottole med gul squash
Ingredienser
- 700 gram hakket oksekød, lam eller kylling
- 1 spsk olivenolie
- 2 stk bananskalotte - fintsnittet (alternativt 2 gule løg)
- 2-3 fed hvidløg - fintsnittet
- 1 stor gul squash (alternativt en grøn)
- 1 glas rød pesto f.eks. Pesto Rosso fra Coop (190 gram)
- 2 dåser flåede, hakkede tomater
- 1-2 spsk Epic Spice "Chipotle Honey Rub" eller lav dit eget blend med chipotle chili, rosmarin, basilikum, røget paprika, salt og friskkværnet peber
- 1 pose Trottole Durumpasta (500 gram)
- 1-2 kugler mozzarella eller 1 håndfuld minimozzarella (du kan også fint bruge anden revet ost som f.eks. rød cheddar, bare osten er velegnet til gratinering)
Sådan gør du
- Kog pastaen efter anvisning på posen. Hæld vandet fra og dræn for vand i et dørslag. Stil til side indtil de skal vendes i den færdige sauce.
- I en ovnfast pande med høje kanter varmes olien op og de fintsnittede løg sauteres til de er klare. Herefter tilsættes de fintsnittede hvidløg, der sauteres med et par minutter.
- Tilsæt det hakkede kød og lad det stege med et par minutter under omrøring.
- Imens klargøres den gule eller grønne squash ved at skære den i strimler hele vejen rundt med en kartoffelskræller. Stop når du kommer ind til kernerne, dem skal du ikke tage med.Læg strimlerne ned til kødet og lad det stege med.
- Tilføj krydderier, rød pesto og rør det hele godt sammen inden du tilsætter de flåede, hakkede tomater.
- Lad det koge godt igennem - smag til og juster med flagesalt, friskkværnet peber og evt lidt ekstra krydderiblanding.
- Vend nu den færdigkogte pasta i saucen, fordel mozzarellaen eller den revne ost henover og lad retten gratinere under grillfunktionen i ovnen.
- Server gerne med en stor blandet salat - dem finder du flere lækre opskrifter på inde på bloggen. Kig under fanen "SALATER"
- Rigtig god fornøjelse!