Pasta og kylling i cremet tomatsauce

En smag af Italien…..

Jeg elsker one-pot retter, ikke så meget for at spare på opvasken, men fordi jeg synes det er sådan en hyggelig måde at lave mad på.

De fleste one-pots har pasta som basis, hvilket også er tilfældet her, hvor jeg har anvendt en rigtig stor og lækker pasta Trottole lavet på durumhvede og bærer Coops mærke “Smag forskellen”.

Mange undgår at spise pasta, fordi den er fuld af stivelse og fylder meget i et stramt kalorieregnskab. Jeg tåler stivelse meget dårligt, så jeg hører også til blandt dem, der enten undgår eller i hvert fald spiser pasta i meget begrænsede mængder. Derfor har jeg det sådan, at når jeg en sjælden gang laver en pasta-ret, så skal den også smage virkelig lækkert og jeg bruger gerne lidt ekstra på at købe en virkelig god pasta.

Jeg har afprøvet flere forskellige alternativer til den traditionelle pasta, altså pasta lavet på f.eks. sorte bønner eller kikærter, men de har stort set samme kalorieindhold, er rige på stivelse og smager på ingen måde lige så godt som en rigtig god pasta. Derfor foretrækker jeg den ægte vare, men bare ikke helt så ofte som tidligere.

Om man foretrækker den ægte vare eller en af de mange alternativer er en smagssag. Foretrækker du en anden variant, kan du nemt udskifte dem.

Jeg har brugt følgende:

  • 1 pose Trottole pasta (500 gram)
  • 3 kyllingebryst
  • 1 stort finthakket løg
  • 2 fedt knust hvidløg
  • Smør eller olivenolie til stegning
  • 1 lille dåse tomatpaste
  • 2.5 dl hvidvin
  • 2.5 dl madlavningsfløde
  • 3 store håndfulde spinat
  • Skal og saft af 1 økologisk citron
  • Friskrevet parmesan
  • Krydderier: salt, friskkværnet peber, røget paprika, chiliflager
  • Finthakket bredbladet persille
  • Evt. lidt kogevand fra pastaen
  • Pynt med frisk basilikum eller ekstra bredbladet persille

Sådan gør jeg:

  1. Jeg anvender en stor stegegryde med høje kanter og låg
  2. Kog pastaen som anvist på posen, hæld vandet fra og husk at gemme lidt til saucen.
  3. Krydr kyllingebrysterne med salt og friskkværnet peber og steg dem i lidt olie eller smør til de er gennemstegte. De må gerne få lidt stegeskorpe. Tag dem af stegegryden og stil dem til side.
  4. I samme stegegryde tilsættes lidt ekstra smør eller olie og løg og hvidløg sauteres til de er klare.
  5. Tilsæt hvidvinen og lad den reducere til ca det halve
  6. Tilsæt tomatpaste og  krydderier og lad det koge med et par minutter
  7. Tilsæt spinat og madlavningsfløde og lad det koge et par minutter til spinaten falder sammen
  8. Skær kyllingebrysterne i mindre stykker og læg dem ved sammen med friskhakket bredbladet persille
  9. Riv parmesan og skal af økologisk citron ned og smag saucen til. Tilsæt evt lidt citronsaft hvis retten savner syre.
  10. Vend til sidst de færdigkogte pastaer i – virker retten for tør tilsættes lidt af kogevandet fra pastaen eller evt lidt ekstra madlavningsfløde. Retten skal gerne være rigtig cremet.
  11. Pynt evt med topskud fra frisk basilikum eller lidt ekstra bredbladet persille og stil parmesanosten og et lille rivejern frem, så der er mulighed for selv at tilføje ekstra ost.

TIP: Er du bekymret for det høje kalorieindhold, så server retten sammen med en stor skål blandet salat.

Velbekomme