Pizza med artiskok og masser af grønt

Kombinationen af smeltende varm ost og de små delikate artiskokker er bare så lækkert. Når de så forenes på en sprød pizzabund sammen med masser af bladgrønt og pesto blir smagsoplevelsen ganske fantastisk!

Pizza med artiskok og masser af grønt

Vær den første til at vurdere!
Sprød og lækker pizza med smeltende varm ost, artiskokker og masser af grønt.
Antal: 1 stk

(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)

Ingredienser

Det skal du bruge til 1 stk. pizza

  • Ca 200 gram pizzadej (Du finder flere opskrifter på pizzadej inde på bloggen.)
  • 1-2 stk. Små artiskokker
  • 1 håndfuld frisk babyspinat – grundigt skyllet og duppet tør i rent klæde.
  • 1 stk. mozzarella (kugle)
  • 1 håndfuld friskrevet parmesan
  • 2 spsk god olivenolie
  • 2 spsk citronsaft og lidt fintrevet skal
  • Lidt Flagesalt, friskkværnet peber og chipotle chili
  • 1 håndfuld ruccola – groftsnittede
  • 1 spsk pinjekerner som drys på den færdige pizza

Instruktioner

Sådan gør du:

  • Start med at lave pizzadejen efter anvisning i opskriften
  • Anvender du friske artiskokker, kan du med fordel koge dem inden de skal på pizzaen. Jeg skærer stilkene af og skærer med et skråt snit de øverste blade af. Læg dem ned i en gryde med kogende vand tilsat citronskiver og lad dem koge 15-20 minutter.
    Tag dem op og stil dem med hovederne nedad, så vandet kan løbe ud.
    Skær dem herefter i kvarte, så de er klar til at komme på pizzaen.
  • Tænd ovnen på dens absolutte max. Min kan gå op på 300 grader, men de fleste oven kan ikke gå højere end 250 eller 275. Stil din bagesten ind på midterste ovnrille eller brug en bageplade i stedet for. Lad dem varme op sammen med ovnen.
  • Form dejen med fingrene eller en kagerulle. Jeg kan god lide mine hjemmelavede pizza lidt rustikke i formen, men det bestemmer du selv.
  • Smør pizzabunden med grøn pesto
  • Fordel først gedeost eller mozzarella og herefter de kvarte godt afdryppede artiskokker, spinatbladene og riv parmesan henover.
  • Sæt pizzaen ind i den varme ovn og lad den bage indtil bunden er sprød og gylden.
  • Imens blander du i en skål olie, citronsaft, den fintrevne skal, flagesalt, friskkværnet peber, chipotle chili og vender blandingen med ruccola.
  • Tag den færdigbagte pizza ud af ovnen og fordel ruccolablandingen henover og drys med pinjekernerne.
    Server straks – og nyd den!
Bedøm opskriften
Vær den første til at vurdere!

(En bedømmelse og en kommentar er meget værdsat!)

Pin Del Udskriv
Fik du lavet opskriften?Tag mig gerne på IG med @majspassion eller brug #majspassion, hvis du laver mine opskrifter, det er så dejligt at se når I laver min mad!

Fredagens foretrukne hyggemad

I rigtig mange familier står fredagsmenuen på pizza, og det med god grund, for pizza smager da skønt – især når den er hjemmelavet.

Hånden på hjertet, hjemmelavet pizza kræver både forberedelse og tid, hvilket der godt kan være mangel på, når man står der fredag og allerhelst vil hjem og hygge og slappe af efter en travl uge. Måske er det også derfor, at det oftest ender med købepizza fra det lokale pizzaria.

At købe en pizza i et pizzaria gør vi vel alle i ny og næ, men når tiden er til det, er det bare lækkert at lave en pizza helt fra bunden. Du finder opskriften på en god og virkelig nem pizzadej her.

Vil du gerne bruge en præfabrikeret pizzabund, laver de fleste bagere pizzabunde af god kvalitet. Til denne pizza skal du i så fald bruge en pizzabund, der ikke er forberedt med tomatsauce, da du skal bruge grøn pesto i stedet.

Gedeost eller mozzarella….

Jeg ved godt, at ikke alle deler min glæde for gedeost. Jeg vil derfor skynde mig at skrive, at du selvfølgelig sagtens kan bytte gedeosten ud med en kugle-mozzarella.

Ovenpå toppes pizzaen med friskrevet parmesan.

Artiskokker…

Lige nu her i foråret, fåes de små fine og meget delikate artiskokker. De er lette at tilberede og smager dejligt både som her som fyld på en pizza og når de serveres gratinerede med parmesan og rosmarin eller helt klassisk med esdragonsmør.

Kan du ikke få friske artiskokker kan du udskifte de friske med syltede artiskokhjerter, der findes på glas i stort set alle supermarkeder. Men giv de friske artiskokker en chance – de smager skønt!

Andre pizzaopskrifter du kan prøve…

Pizza med kartofler og svampe – lækker pizza med svampe og to slags oste

Pizza – vegetar – dejlig pizza med squash og cherrytomater

Pizza med tomater, karamelliserede rødløg og Burrata – skøn pizza med små krydrede cherrytomater og cremet burrata

Blomkålspizza med blå ost, pære og parmaskinke – til dig der ikke spiser mel (LCHF)

Rigtig god fornøjelse!

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments