Ramsløgsbrød uden mel

Palæobrød, stenalderbrød, nøddebrød…..

Forskellige navne og grundlæggende er brødene bagt efter samme princip – ingen tilsat mel eller korn. Jeg har lavet en grundopskrift, som jeg så varierer smagsmæssigt ved at tilsætte revet zucchini (squash), rodfrugter som gulerødder og persillerodeller eller som i dagens version, friskplukkede ramsløg.

Jeg er meget glad for ramsløg der med deres fine milde hvidløgsduft og smag gør noget rigtig godt for et brød bagt på nødder og kerner. Er du bekymret for, at ramsløgene bliver for dominerende eller deler din familie ikke din begejstring for ramsløg i store mængder, kan du lige som jeg har gjort i dagens opskrift, bruge halvt zucchini og halvt ramsløg.

Vil du gerne undgå æg: 

Vil du gerne undgå æg, kan du i stedet tilsætte chiagel som du ganske enkelt laver ved at tage 1 dl. chiafrø, som du overhælder med 2 dl kogende vand. Lad det stå i 3-5 minutter til blandingen får en geleagtig konsistens. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør grundigt rundt, så gelemassen fordeles. Vær obs på, at brødet med chia-gele ikke hænger lige så godt sammen, som havde du anvendt æg. Sørg derfor for at fore din bageform med bagepapir, ellers risikerer du at brødet går i stykker, når du forsøger at tage det ud af formen efter bagning. Det ville være rigtig ærgerligt.

Opbevaring:

Når brødet er afkølet pakker jeg det ind i en lufttæt pose og opbevarer det på køl.

Holdbarhed 3-4 dage

Jeg har brugt følgende til 1 brød:

  • 50 gram hvid sesam (blendes til fint mel)
  • 50 gram hasselnødder
  • 100 gram mandler (skal ikke smuttes)
  • 100 gram blandede frø og kerner: solsikkekerner, hørfrø, græskarkerner
  • 3 æg str M/L (alternativt chia-gele – se ovenfor)
  • 2 spsk chiafrø
  • 100 gram groftrevet zucchini (squash)
  • 50 gram fintsnittede ramsløg
  • Drys: hvid sesam

Sådan gør jeg:

  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft
  2. Riv din zucchini på den grove side af rivejernet
  3. Hak nødderne groft
  4. Snit ramsløgene fint
  5. Alt røres grundigt sammen i en skål sammen med æggene
  6. For en bageform til 1 liter med bagepapir
  7. Fordel fyldet i formen og glat overfladet
  8. Bank formen lidt ned i bordet, så eventuelle luftlommer undgåes
  9. Drys med hvid sesam
  10. Bag i ca. 30 minutter – men tjek brødet for ovne varmer forskelligt
  11. Tag brødet ud og løft det ud af formen ved at tage fat i kanterne på bagepapiret
  12. Lad brødet afkøle på en rist inden du skærer det (også selvom det er svært at vente)

Har du prøvet mit klassiske palæobrød, der også er bagt uden mel og sukker…?

Velbekomme