Ramsløgspesto

Noget jeg virkelig ser frem til, når foråret melder sin ankomst – det er ramsløg. Jeg er vild med den dejlige milde hvidløgssmag og bruger dem både i wokretter, som smagsgiver til salt, på kylling, fisk ja al slags kød – og sidst men bestemt ikke mindst som pesto.

Jeg er lige kommet hjem efter en skøn sanketur tur med nogle gode veninder og først bilen, og nu også huset, dufter vidunderligt af ramsløg. Ja ok, er du ikke vild med hvidløgsduften, så ville du nok rynke på næsen. Men jeg er vild med hvidløg, så jeg synes bare det er lækkert.

Jeg har tænkt mig at lave et par portioner pesto, en portion ramsløgs chimuchurri, noget ramsløgssalt og resten snitter jeg groft og  putter i fryseren til senere brug.

Fryser du dine ramsløgsblade mister de de deres sprødhed, men kan sagtens anvendes i f.eks. pesto eller som smagsgivere i wokretter. Det er ikke nødvendigt at blanchere dem forinden.

Da jeg anvender olivenolie af høj kvalitet og gode oste og nødder, er pesto ikke en billig sag også selvom ramsløgene er hentet i skoven. Mange fristes til at anvende en billig olie og det er selvfølgelig op til den enkelte, men jeg synes du skulle prøve bare at lave et lille glas med en rigtig god olivenolie, mandler, hasselnødder og en rigtig god ost – f.eks. Vesterhavsost. Måske et glas du tager frem til tapas eller gode ost…..

Jeg laver to forskellige pestoer, hvor jeg i den ene anvender parmesan og blandede nødder og græskarkerner og en anden, hvor jeg anvender Vesterhavsost, mandler og hasselnødder – det er den, jeg hiver frem til særlige lejligheder. Men prøv dig frem og find lige den variant du holder af.

Rengør og skold glassene inden du hælder din pesto i og hvis du vil forlænge holdbareheden, skal du dække pestoen med lidt olie, der forhindre at bakterier trænger ned.

Synes du at ramsløgenes hvidløgssmag bliver lidt for gennemtrængende, kan du sagtens iblande andre krydderurter f.eks. bredbladet persille.

Opskriften herunder er vejledende, for jeg retter altid lidt til sådan at min pesto ikke flyder med olie. Synes jeg blandingen mangler fylde tilsætter jeg under tilsmagningen ekstra ramsløg eller nødder osv.

HUSK at udvise god sanke-etik, så der bliver ramsløg til alle.

Tip: Ramsløg smager også fantastisk i brød – prøv det her lækre ramsløgsbrød, der er bagt uden mel.

Det bruger jeg:

  • Et par store håndfulde ramsløg – evt mere alt efter den ønskede konsistens
  • 50 gram nødder/kerner: Mandler, pinjekerner, hasselnødder, græskarkerner….ja lige det du kan li
  • 50 gram ost: Parmesan, Vesterhavsost eller anden fast ost
  • Lidt friskrevet citronskal (kan udelades)
  • Ca 2 dl god olivenolie
  • Lidt flagesalt og friskkværnet peber

Sådan gør jeg:

Jeg anvender foodprocesser.

  1. Læg ramsløgsbladene, nødder og ost skåret i stykker, evt. citronskal ned i din foodprocessor
  2. Hæld olien henover og kør til en jævn masse
  3. Juster konsistensen og tilsæt om nødvendigt mere olie, ramsløg eller nødder.
  4. Smag til om der mangler salt eller evt. syre – mangler den syrlighed, så tilsæt lidt citronsaft
  5. Hæld på rengjorte og skoldede glas og opbevar i køleskabet.
  6. Du kan også vælge at fryse den færdige pesto ned evt i mindre portioner lige til at tage op efter behov.

Rigtig god fornøjelse

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om

Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments