Scrambled eggs med røget laks

Hvordan starter din dag…?

Min dag starter oftest bare med en stor cappuccino med masser af mælkeskum – ligesom i Italien.

Først omkring frokosttid vågner min mave og appetitten melder sig, men så skal der også et solidt måltid på banen.

Min foretrukne morgenmad/frokost er en tallerken som denne, med røget laks, scrambled eggs og masser af grønt.

Har jeg tid, rister jeg lige tomaterne af på panden i et par dråber olivenolie og slutter af med et par gavmilde dråber mørk balsamico, salt og friskkværnet peber. Så blir de simpelthen bare uimodståelige! Men det er mest i week-enderne. Hverdagsversionen ser ud som på fotoet, for på den måde,  kan den faktisk tages med som madpakke, og æggene kan sagtens tilberedes, så der er til en portion dagen derpå.

Rigtig god fornøjelse!

Morgenmad eller frokost med røget laks, scrambled eggs og masser af grønt

Dejlige luftige scrambled eggs med røget laks, avocado og masser af grønt. Sundt, nemt og virkelig lækker morgenmad eller frokost.
Ret frokost, madpakke, Morgenmad
Keyword røget laks, røræg, scrambled eggs
Antal 1 portion
Forfatter Maj Schjøth

Ingredienser

  • 2 stk æg str M/L
  • 1 spsk mælk eller vand
  • Lidt friskkværnet peber og flagesalt
  • Evt lidt fintsnittet purløg eller frist mikrogrønt
  • 2 skiver røget laks af god kvalitet
  • 1 håndfuld Feldsalat eller andet salatmix du holder af
  • 1 håndfuld cherrytomater i halve
  • 1/2 stk avocado skåret i skiver
  • Lidt citron- eller limesaft
  • 1/2 spsk hvide eller sorte sesamfrø

Sådan gør du

  • Pisk æggene med vand eller mælk, salt og friskkværnet peber
  • Alt efter hvilken pande du har, kan du pensle den med 1 dråbe olivenolie, så æggemassen ikke brænder sig fast på bunden.
  • Hæld æggemassen på og lad den lige få lov at "sætte sig", hvorefter æggene varmes under konstant omrøring indtil væden er fordampet, men æggemassen stadig er glat og fugtig at kigge på.
  • Læg den over på en tallerken og pynt med fintsnittet purløg eller mikrogrønt.
  • Anret med halverede tomater, avocadoskiver og masser af frisk salat. Til slut kan du pynte med lidt hvide eller sorte sesamfrø.
    TIP: Har du tid, kan du riste de halverede tomater i lidt olivenolie. Når de har fået lidt farve drypper du en smule mørk balsamico henover og krydrer med flagesalt og friskkværnet peber. Steg dem færdige, så de "smatter" lidt ud og får en dejlig brun farve. Pas på de ikke brænder på.

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.