Semlor med mandelmasse og hindbærskum | svenske fastelavnsboller

Uhmm semlor…..

Det svenske bud på fastelavnsboller – og sikke en himmerrigsmundfuld!

Semlor fastelavnsbolle

Semlor – det svenske svar på fastelavnsboller

Vær den første til at vurdere!
Stor og lækker fastelavnsbolle fyldt med mandelmasse og luftig hindbærskum
Antal: 9 store

(Tilberedningstider kan ændre sig ved justering)

Ingredienser

Boller:

  • 2 dl sødmælk – lillefingervarm
  • 50 gram gær
  • 1 spsk rørsukker
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 2 tsk vaniljesukker
  • ½ tsk flagesalt
  • 3 stk æg str M/L (2 til dejen og 1 til pensling)
  • Ca 500 gram hvedemel
  • 100 gram smør – stuetempereret og skåret i tern

Mandelmasse:

  • 150 gram mandler med skal
  • 150 gram flormelis
  • 1 stk æggehvide

Hindbærskum:

  • 400 gram hindbær (frost) (Du kan også bruge brombær eller jordbær)
  • 3 blade husblas
  • 150 gram flormelis
  • ½ ltr piskefløde

Drys:

  • Lidt Hindbærstøv, frysetørrede hindbær eller flormelis

Instruktioner

  • Rør gæren ud i den lillefingervarme mælk og tilsæt sukker, kardemomme, vaniljesukker, æg, flagesalt og halvdelen af hvedemelet.
    Kør dejen glat og jævn og tilsæt gradvist den resterende hvedemel.
    Kør indtil dejen slipper kanterne af skålen.
  • Herefter tilsættes lidt efter lidt stuetempereret smør.
    Lad maskinen køre indtil dejen igen slipper kanterne.
  • Dæk skålen til med husholdningsfilm og stil den til hævning et lunt sted 1 time.
  • Lav imens mandelmasse og hindbærskum
  • Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del den i 9 eller 18 ligestore stykker.
    Form dem til boller og læg dem over på en bageplade beklædt med bagepapir.
    Dæk dem til og lad dem efterhæve 30 minutter.
  • Tænd ovnen på 225 grader alm ovn
  • Pensl bollerne med sammenpisket æg og bag dem på midterste rille i ca 10-12 minutter alt efter deres størrelse.
    Tag dem ud og lad dem køle helt af inden de fyldes.

Sådan laver du mandelmassen

  • Hele mandler køres til fint mandelmel i en foodprocessor. Herefter tilsættes flormelis og der køres videre til alt er godt blandet. Herefter tilsættes æggehviden og alt køres til en blød og ensartet masse.
    Tip: Oplever du at mandelmassen virker for tør, kan du tilsætte en lille smule vand eller ekstra æggehvide. Virker mandelmassen derimod lidt for flydende kan du tilsætte et par ekstra mandler.

Sådan laver du hindbærskum:

  • Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand i 10 minutter
  • Kog de frosne hindbær til de her helt bløde og hæld dem igennem en sigte, så kun saften er tilbage.
    Lad den køle ned, så den er lillefingervarm (det er meget vigtigt, at den ikke er for varm)
  • Pisk fløden rimelig stiv og bland flødeskummet med flormelis
  • Vrid husblas fri for vand og rør den ud i hindbærsaften
  • Rør 1 spsk flødeskum ind i saften og vend herefter al saften ud i flødeskummet.
  • Dæk skålen til og stil den på køl min 30 minutter så hindbærskummet når at sætte sig.
    Når du skal bruge hindbærskummet fyldes den i en sprøjtepose med en stor stjernetyl.

Sådan samler du semlor:

  • Klip en trekant i bollen og løft forsigtigt låget af. Fjern noget af indmaden fra bollen og fyld den med mandelmasse og top med hindbærskum.
    Læg det trekantede låg løst ovenpå hindbærskummet og drys med hindbærstøv, frysetørrede hindbær eller flormelis.
    ——-
    Tip: Du kan sagtens bage bollerne dagen før de skal bruges, men friskbagt er altid bedst.
    Skal fastelavnsbollerne ikke spises samme dag, er det bedst at vente med at samle dem til lige før servering.
    Semlor
  • Semlor
  • Rigtig god fornøjelse!
    Semlor fastelavnsbolle
Bedøm opskriften
Vær den første til at vurdere!

(En bedømmelse og en kommentar er meget værdsat!)

Pin Del Udskriv
Fik du lavet opskriften?Tag mig gerne på IG med @majspassion eller brug #majspassion, hvis du laver mine opskrifter, det er så dejligt at se når I laver min mad!

Lidt om opskriften

Her hos os, er vi ikke helt enige om, hvilken fastelavnsbolle der er bedst. Min mand, der er vild med flødeskum, foretrækker de store tunge fastelavnsboller med creme og flødeskum. Ungerne er mest vilde med de gammeldags fastelavnsboller med creme og remonce – og ja jeg er faktisk også mest på holdet med de gammeldags…eller det var jeg lige indtil jeg mødte den svenske semlor.

Semlor er det svenske svar på vores fastelavnsboller. De laves traditionelt med en luftig og blød smørbagt kardemommebolle som basis. De fyldes med kagecreme eller marcipan og toppes med flødeskum. 

Jeg har ændret lidt på fyldet, så kagecremen er erstattet af en hjemmelavet mandelmasse lavet på hele mandler og flødeskummet er erstattet af en frisk og lækker hindbærskum.

Du finder også andre opskrifter på fastelavnsboller herinde på bloggen. Så der vil være noget for enhver smag. Hvad med at lave en plade af den gode gammeldags fastelavnsboller med creme og remonce, eller den noget mere krævende opskrift på fastelavnsboller med wienerbrødsdej med creme, remonce og hindbærskum.

Vil du prøve en mere alternativ opskrift, kan du prøve min fastelavnsbolle på vandbakkelsesdej. Den er på ingen måde svær at lave og gir en meget let og luftig bolle.

Fastelavn er blevet børnenes fest….

Fastelavn er i dag i høj grad børnenes fest med udklædning, slik og godter der skal slåes ud af tønden. Men sådan har det ikke altid været og tidligere var det faktisk en fest for de voksne….

Her blev der indtil langt op i 1800-tallet holdt fastelavn med rigelige mængder alkohol, fest, dans og en rigtig levende kat i tønden. Katten symboliserede alt det onde, som man gerne ville beskytte sig imod.

I dag fyldes tønderne med slik og andre godter og den levende kat, er heldigvis afløst af en, der er klippet ud af papir. De tidligere så vilde fester, er nu afløst af børnenes sang: “Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade.”

….og vi gider ikke have ballade, så her blir der bagt fastelavnsboller.

Rigtig god fornøjelse!

Del indholdet med nogen du holder af
Maj Schjøth
Maj Schjøth

Velkommen til MAJSPASSION, hvor jeg udlever min passion for lækker mad med masser af grønt og dejlig smag. Jeg elsker at stå i mit køkken og lave dejlig mad til familie og venner. Det er blevet til en del opskrifter, som jeg nu vil dele med dig! Opskrifterne er lette at gå til, for mad skal ikke være kompliceret - og der vil være tips og tricks, så alle kan være med.

Abonner
Giv besked om
Opskriftsvurdering




Email-notifikationer om svar til din kommentar er slået til som standard. Klik på -symbolet for at slå det fra.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments