Sød kartoffelmos med ristede græskarkerner

Smukke farver og skøn smag

Rodfrugtmos smager skønt til vinterens simreretter, og mos lavet på sød kartoffel er vores absolutte favorit. Faktisk har den efterhånden erstattet den traditionelle kartoffelmos, der også smager skønt, men som desværre ligger ret tungt i maven og derudover indeholder meget stivelse, der ikke harmonerer så godt med den antiinflammatoriske kost, jeg forsøger at spise.

Keep it simple! Sådan fungerer det også bedst med mange af vores rodfrugter. Denne her mos er meget simpel og smager helt fantastisk med et drys ristede græskarkerner oven på.

Får du en rest til overs, så blir det en skøn frokostret, der med et fuldkornsnaanbrød og en skefuld fraiche holder dig dejlig mæt i mange timer.

Du skal bruge følgende:

  • 1 stor eller 2 mellemstore søde kartofler
  • Evt lidt smør
  • Flagesalt og friskkværnet peber
  • Evt ristede græskarkerner

Sådan gør du:

  1. Skræl den søde kartoffel og skær den i store tern
  2. Kog dem til de er møre
  3. Hæld vandet fra og damp væden ud af dem
  4. Mos med et piskeris eller en gaffel – det går meget lettere end en alm kartoffel
  5. Tilsæt evt lidt smør
  6. Smag til med flagesalt og friskkværnet peber
  7. Drys evt med ristede græskarkerner

Sådan laver du ristede græskarkerner:

Varm olie på en pande og hæld græskarkerner ud på. Rist dem gyldne, men pas på de ikke brænder på. Drys flagesalt over – og spis! Lav gerne en stor portion og gem resten i en opbevaringsglas med tætsluttende låg. Så har du en lækker snack og topping til dine bowls og rodfrugtmos.

Velbekomme!

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.