Spidskålssalat med jordbær

En rigtig sommersalat….

Til Sankt Hans var vores årlige bål på stranden aflyst. Det var super ærgerligt, for vejret, der så ofte driller med regn og kulde, var for en gangs skyld helt fantastisk.

Men selvom bål og båltale var aflyst, skulle det da ikke ødelægge den hyggelige Sankt Hansmiddag, som også blev lidt anderledes i år. Vi har nemlig ingen hjemmeboende børn længere.

Tidligere var det standard, at der skulle serveres pølser fra grillen, friskbagte flûtes og hjemmelavet kartoffelsalat. Men i år ville vi prøve en anden menu, hvor jeg bl.a. ville lave den her spidskålssalat med et sommerligt twist.

Opskriften finder du her nedenfor – rigtig god fornøjelse!

Spidskålssalat med jordbær og vandmelon

En rigtig lækker sommersalat med lilla spidskål, jordbær og vandmelon. Passer perfekt til alle sommerens frokost- og grillretter.
Ret frokost, Grill-tilbehør, Salat
Keyword broccolisalat, jordbær, spidskål, vandmelon
Antal 4 personer
Forfatter Maj Schjøth

Ingredienser

  • 1/2 lille Spidskål - gerne et lilla - skåret i papirstynde skiver.
  • 1/2 bakke friske danske jordbær - skyllede og skåret i kvarte
  • 1/4 lille vandmelon (kernefri) - skåret grove tern
  • 2 håndfulde røde cherrytomater - skåret i halve
  • 4-5 stk friske basilikumsskud. Den ene halvdel snittes meget fint. Den anden halvdel bruges til pynt.
  • 1 stk økologisk appelsin - skåret i mindre stykker (til pynt)
  • 1/2 håndfuld hele mandler (til pynt)

Det skal du bruge til dressing:

  • 2 spsk mild olivenolie
  • 1 spsk hyldeblomsteddike (alternativt æblecidereddike)
  • 1 spsk ahornsirup
  • Lidt flagesalt og friskkværnet peber (smag til)

Sådan gør du

Sådan gør du:

  • Start med at skære spidskålen meget tyndt. Du kan evt gøre det på et mandolinjer.
    Læg det på et serveringsfad, hvor kålen danner bunden.
  • Ovenpå fordeler du de kvarte jordbær, vandmelonstykker og halverede cherrytomater.
  • Lav dressingen ved at røre olivenolie med ahornsirup, hyldeblomsteddike, de fintsnittede basilikumsblade og smag til med flagesalt og friskkværnet peber.
  • Hæld dressingen over salaten lige før servering og pynt med mandler og de resterende basilikumsskud.
  • Rigtig god fornøjelse!

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.