Strik til baby | Det første tæppe i det blødeste baby alpaka

Strik til baby…

Vi går i disse dage og venter så spændt, for der er et nyt lille barnebarn på vej. Hver gang mobilen gir lyd fra sig, tænker vi, at nu er det NU….

Sådan et lille nyt menneske, skal naturligvis ha et lunt og blødt tæppe at putte sig i i sin mors og fars trygge favn. Og senere vil det bløde tæppe være dejligt, når der skal gåes tur med barnevognen.

Et tæppe eller svøb kan naturligvis også købes, men det er nu bare hyggeligt at strikke det selv. Og den her opskrift er virkelig meget nem at gå til. Kan du strikke ret og vrang, så kan du uden problemer være med.

Jeg har valgt et virkelig tykt og lækkert baby alpakagarn (35% baby alpaka, 35% uld, 30% bomuld) fra det italienske mærke Lana Gatto og har strikket med store pinde str 8. Så det var et på alle måder nemt og overskueligt arbejde – og meget hyggeligt!

Du får den super lette opskrift på babys første tæppe lige her:

Tæppet er strikket i vaffelmønster, således:

Slå 55 masker op på pinde nr. 8

  1. pind: 55 vrang
  2. pind: 55 ret (forsinden af arbejdet)
  3. pind: 1 ret, 1 vrang hele pinden ud
  4. pind: 55 ret
  5. pind: 55 vrang
  6. pind: 1 vrang, 1 ret hele pinden ud

Disse 6 pinde udgør mønsteret og gentages indtil du har nået den ønskede længde på svøbet.

Det færdige arbejde måler: 50 x 115 cm og jeg har brugt 5 nøgler a 50 gram i farven Pearl Grey.

Nu mangler vi bare, at lillepigen melder sin ankomst – ihh hvor vi glæder os!

Tak fordi du læste med

Kh Maj

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.