Tærte med grønne asparges og kartofler

Tærte med grønne asparges og kartofler

En rigtig skøn tærte, der kan laves året rundt, men som bare smager allerbedst med friske grønne asparges og små nye kartofler – danske naturligvis.

Tærter er geniale, for de kan fyldes med nærmest alt. De er tilmed lette at lave og i en travl hverdag, kan dejen nemt erstattes af en færdigkøbt en af slagsen. Det gør jeg ofte, for hånden på hjertet – ingen kan smage forskel.

Så i stedet for at bruge tid og energi på en tærtedej, vil jeg meget hellere bruge tid på fyldet. Og fyldet er i dag let blancherede grønne asparges og en rest små nye kartofler.

Frokost og hovedmåltid….

Vi spiser madtærter til både frokost og aftensmåltid/hovedmåltid og det er faktisk kun tilbehøret der varierer.

Til frokost fungerer den her tærte fint uden ekstra tilbehør, for den mætter godt og længe.

Som aftensmåltid laver serverer jeg gerne en stor blandet salat ved siden af – gerne tilsat en rest kolde kartofler og grønne asparges.

Derudover smager tærten skønt sammen med en lille lækker ret med bagte tomater og burrata.

Ricotta…..

Ud over de grønne asparges og de små nye kartofler, har jeg valgt ricotta som fyld. Det kunne lige så vel have være brie, gedeost eller mozzarella.

Ricotta er mit førstevalg fordi den gir en dejlig cremet konsistens til tærtefyldet. Derudover  indeholder den langt mindre fedt/kcal end de andre alternativer og så er den rig på proteiner.

Ricotta er en blød ost der laves af valle. Den bløde italiener kan du bruge både i desserter og varme måltider, fordi den modsat mascarpone, holder formen.

Vild med asparges…..

Så er de her opskrifter måske lige noget for dig:

Salat med grønne asparges, seranoskinke og burrata

Pizza med grønne asparges

Kartoffelsalat med asparges og ærter

Grønne asparges med balsamico-tomater og ost

Hvide asparges med varmrøget laks og æggevinaigrette

Fritatta med grønne asparges og kartofler

Opskriften på den dejlige tærte med grønne asparges og kartofler kommer her nedenfor.

Rigtig god fornøjelse!

Tærte med grønne asparges og små kartofler

En hurtig og nem tærte med grønne asparges, små nye kartofler og ricottafyld
Ret Aftensmad, frokost, hovedmåltid, tærte
Keyword asparges, grønne asparges, kartofler, ricotta, tærte
Antal 1 stk
Forfatter Maj Schjøth

Ingredienser

  • 1 rulle færdig fuldkorns tærtedej
  • 1 bæger ricotta
  • 1 bundt friske grønne asparges
  • 5-6 små kogte kartofler - gerne nye danske
  • 4 stk æg
  • 1.5 dl creme fraiche 18%
  • Lidt flagesalt og friskkværmet peber
  • 1 håndfuld ruccola
  • Lidt gedefeta (du kan også bruge en alm feta)
  • 2 spsk ristede pinjekerner Pinjekerner ristes ganske kort på en tør pande
  • Pynt Spiselige blomster - jeg havde hvide stedmoderblomster i bedet, så dem brugte jeg

Sådan gør du

  • Varm ovnen op til 175 grader (varmluft)
  • Kog kartoflerne så de er lige netop møre. Bruger du små nye kartofler skal de kun have ganske få minutter. Mine fik 10, så var de klar.
  • Sæt en gryde vand tilsat salt over.
    Bræk enderne af de grønne asparges og kog aspargesene i 2 minutter, hæld vandet fra og overhæld dem med iskoldt vand. Dryp dem herefter godt af. Så er de klar.
  • Smør en rund tærteform - jeg bruger en med løs bund - og læg dejen ud i formen, så kanterne hænger ud over siderne. Tryk den let ud i kanterne og prik bunden med en gaffel.
    Jeg bager den med kanterne hængende ud over siderne og fjerner først efter forbagning den overskydende dej.
    Sæt tærten ind i ovnen for forbag den i ca 15 minutter.
    Lav imens fyldet klar.
  • Pisk æg med cremefraiche, salt og friskkværnet peber.
  • Tag den forbagte tærteform ud af ovnen og fordel først ricottaen i bunden af tærten.
  • Herefter lægges de grønne asparges og kartoflerne imellem.
  • Hæld æggeblandingen henover og sæt tærten tilbage i ovnen i ca 25 minutter eller indtil den er gylden på overfladen og fast i konsistens.
  • Tag tærten ud og pynt med ruccola, ristede pinjekerne, gedefeta og spiselige blomster
  • Tærten smager super dejligt både varm og kold.
    Rigtig god fornøjelse!

Vi elsker cookies🍪De hjælper os med at huske, hvilke sider du har kigget på, så vi kan optimere din brugeroplevelse. Hvis du fortsætter accepterer du brugen af cookies.